Plant Sydfrugter
Af Stig Pedersen (opdateret )Sådan planter du Sydfrugter i haven
Gartnerens bedste råd til dig, der gerne vil plante Sydfrugter i haven, er, at du altid bør gå efter træer, der er danske. Når træerne har haft deres vækst i Danmark, er de vant til det danske klima og bliver således ikke chokerede over mængden af nedbør, kulde og andre danske vejrfænomener.
Når du har investeret i eksempelvis et fersken, nektarin, mandel eller abrikos træ, er det vigtigt, at du allerede fra start får valgt en god placering, hvor træet får så meget varme som muligt. Skal træet stå udendørs, vil det være optimalt at plante det på en solrig placering, hvor der er god læ for vinden. Disse træer bryder sig ikke om blæsevejr.
Brug almindelig, god havejord, når du planter dit træ, eller plant det i Planteskolejord, der indeholder den rette mængde næring til den første tid. Planteskolejorden holder ligeledes godt på fugten i jorden, så træet vil have bedre forudsætninger for at trække vand ud af jorden.
Du skal under alle omstændigheder være omhyggelig med at få vandet jævnligt, i hvert fald det første år efter plantning. Efterfølgende kan det også være nødvendigt at vande i tørre perioder, for at sikre et frodigt træ med masser af dejlige frugter.
- Vælg den rette placering i haven, hvor der er rig mulighed for sol, varme og læ
- Grav et hul i jorden, der er større end jordklumpen på det nye træ
- Løsn jorden godt med spaden, og bland eventuelt god, næringsrig Planteskolejord i hullet, jorden må ikke være for kompakt, jorden må meget gerne være luftig.
- Vand hullet godt, men ikke så det sumper og sejler. Sørg blot for, at jorden i bunden af hullet er gennemfugtet
- Tag træet ud af potten og sæt træet i hullet. Lad jordoverfladen på klumpen følge jordoverfladen i terrænet, så stammen ikke bliver pakket ind i jord
- Vand efter med langsom vanding
- Vand de første par dage efter plantning og efterfølgende en gang om ugen i sommerhalvåret
- Et godt tip til vanding af træer: Bor et ganske lille hul i en stor spand, sæt spanden tæt på stammen, fyld vand i spanden og lad det langsomt sive ned i jorden
Allerede fra start kan du overveje, hvordan du ønsker dit træ skal se ud. Måske skal du tidligt i træets alder begynde at beskære det. Det kan du læse meget mere om her.
Hvilken gødning skal mit ferskentræ have?
Vi vil til enhver tid anbefale dig at gøde med organisk gødning. Som eksempel kan du i det tidlige forår lægge et lag af Jordforbedring på jorden omkring træet, gerne i en radius på 1 meter og en højde på 5 centimeter. Den organiske jordforbedring vil langsomt trænge ned i jorden og afgive den mængde næring, som dit træ har brug for i den kommende sæson.
Hvor meget skal jeg vande mit ferskentræ?
Det afhænger rigtig meget af jord- og vejrforhold, hvor meget vand dit ferskentræ har brug for at få tilført. Du skal dog altid tænke på, at det kræver en god mængde vand at producere masser af saftige, solmodne frugter. Du kan eventuelt følge dette Tørkeindeks som hjælp til at vurdere, hvornår det er tiden at vande dine frugttræer.
Er du usikker, kan du grave cirka 30 centimeter ned i jorden ved siden af træet og mærke på jorden. Hvis den føles fugtig, er der vand til dit træ. Hvis jorden virker tør, kan du vande dit træ langsomt over lang tid.
Hvorfor får mit ferskentræ krøllede blade?
Hvis du oplever, bladene får en forkert farve, og der kommer krøllede og/eller bulede blade på dit fersken - eller nektarintræ, kan det være fordi, træet har fået ferskenblæresyge. Denne tilstand er en svampesygdom, som over tid kan gå ud over træets frugtbæring. Den bedste forebyggelse er at nedsætte mængden af nedbør på bladene. Det kan være ved at plante under et udhæng. Det er ikke en sygdom, der vil sprede sig til eksempelvis æble- eller pæretræer.
Tilmeld dig PlanteCenter Fyns nyhedsbrev