Bunddække
Af Stig Pedersen (opdateret )Smukke og nyttige bunddækkeplanter
Bunddække, der letter arbejdet med at luge
Smukke dækkende tæpper af flotte bunddækkeplanter, gør det lettere for dig, at undgå mange timers lugning i din have. Samtidig bidrager de med smukke farver, blomster, bær og dufte, alt efter hvilken type af bunddække du vælger. Måske vil du nyde at have bunddækkende jordbær, du kan plukke lidt af. Eller måske ønsker du et frisk stedsegrønt bunddække et skyggefuldt sted i have. Der findes mange forskellige typer af planter, der kan skabe charmerende områder med bunddække. Blot du er opmærksom på, at de planter du vælger, passer til forholdene i det bed, du sætter dem i, er der gode muligheder for, at de vil brede sig, og skabe et tæt og charmerende bunddække.
Tæpper af stedsegrønt bunddække
Mange ønsker at bevare de grønne farver i haven, året rundt. Ved at vælge en af de mange bunddækkeplanter, der er stedsegrønne, kan du bevare et frodigt udtryk i haven, også når de løvfældende buske og træer står bare i vinterhalvåret. Indenfor de helt grønne planter, kan du f.eks. vælge Gedeblad. Gedeblad er en robust bunddækkeplante, der tåler både sol og skygge. Den er bestemt ikke sart med hvilken jordtype den plantes i, og er drfor meget hårdfør. Du kan også vælge, at plante Benved, Trædebregner eller Vinterglans. Holder du af forskellige nuancer af grøn, findes der forskellige arter af broget Benved, der hver især byder på deres helt egen variation af grønne, lyse grønne, gule og hvide nuancer.
Ønsker du et stedsegrønt bunddække, der også byder på en fin blomstring, kan du se nærmere på bunddækkeplanter som blomstrende Vinterglans, der får fine flødefarvede og hvide blomster. Vinterglans passer rigtig godt som bunddække i den skyggede del af surbundsbedet.
Vintergrøn, der prydes smukke blå-violette blomster i maj og juni, er en nem og stærk bunddække. Du kan også vælge et bunddække der prydes af smukke røde bær, f.eks. Cotoneaster eller Bjergte, der får smukke røde bær, der dufter mildt af tyggegummi.
Blomstrende, bunddækkende stauder
Stauder er flerårige og urteagtige planter, uden ved. Stauderne kendetegnes ved, at den del af dem, der vokser over jorden, vil visne væk i vinterhalvåret. Der findes rigtig mange typer af stauder, hvoraf nogle egner sig særligt godt som bunddække.
Storkenæb er en staude, der er fantastisk nem at passe. Den bliver mellem 20 og 60 cm i højden. Storkenæb udmærker sig ved smuk let og dækkende bladvækst. Der findes forskellige arter af Storkenæb. Nogle blomstrer med sarte lyserøde blomster, mens andre bærer lilla og mørke-violette blomster i maj måned. Høstfarverne for Storkenæb er gyldne og meget dekorative.
Hosta kendes på sine flotte store blade, men blomstrer faktisk også smukt med hvide eller lavendelfarvede blomster. Hostaer findes i flere forskellige størrelser, så der er mulighed for at vælge at anlægge et lavt bunddække af hostaer, der bliver omkring 20-30 cm i højden, et højt, der bliver op til 90 cm. Hostaer trives på steder, hvor meget andet ville have svært ved at gro. Hostaer tåler både skygge og en del tørke.
Kærmindesøster er også en storbladet staude, der tåler halvskygge. Denne bunddække-plante blomstrer med himmelblå blomster i maj måned. I højden vil du kunne forvente, at den vil kunne nå op på 40 cm.
Bunddækkende og blomstrende urter
En aromatisk duftende plante, der fint kan fungere som bunddække i din have, er Krybende Timian.
Krybende Timian trives godt på en solrig placering, og vokser fint, hvor jorden er tør og let. Du kan f.eks. bruge Timian som bunddække nær terrassen, eller på andre områder i haven, hvor der er godt med sol. F.eks. i samspil med lavendel. Timian findes både som smalbladet og bredbladet, og i mange forskellige nuancer og med flere blomster-farver.
Krybende Timian er en god plante for bierne.
Læs mere om Krybende Timian her.
Bunddække i fuld sol
Jordbær er bunddække der står flot i hele vækstsæsonen. Jordbærplanten blomstrer med hvide eller pink blomster, alt efter hvilken sort du foretrækker, og du vil kunne plukke du fine bær efterhånden som de modner. Børn vil elske, hvis du etablerer et bunddække med spiselige bær et solrigt sted i haven.
En anden bunddækkende plante, der er velegnet, hvor der er godt med sol, er Timian. Du kan vælge at lave en mosaik af forskellige sorter af timian, og nyde den krydrede duft, som disse planter udsender, og de forskellige smagsnuancer hver sort byder på. Du kan også tørre afklip af din timian, og anvende det i madlavningen i vinterperioden.
Vintergrøn, er en bunddækkeplante, der også kendes under navnet ‘Vinca Minor’. Ønsker du en bunddække-plante der breder sig flittigt, og blomstrer med kønne blå, violette eller hvide blomster, er Vintergrøn en mulighed, også hvor der er solrigt.
Cotoneaster er også en type af bunddække, der vil kunne trives fint i solen. Cotoneaster kendes også under navnet dværgmispel, og kendes på sine små dybgrønne blade og rødbrune grenvækst. Cotoneaster blomstrer med små hvide halvskærme, der dufter mildt af æbleblomst.
Bunddække, der tåler skygge
Har du et skyggefuldt område i haven, hvor du ønsker at skabe et flot dækkende bunddække, er der mange muligheder.
Søger du efter stedsegrønne planter, er Hasselurt og Vinterglans værd, at se nærmere på. Hasselurt har hjerteformede blade, der udgør en yderst dekorativ bladvækst. Som skyggetolerant bunddække, gør hasselurten sig fantastisk godt. Vinterglans er en lav dværgbusk, der vil egne sig godt som beplantning under buske eller større træer. Ligesom Hasselurt, har Vinterglans også en smuk bladvækst, som skiller sig ud ved, at bladene vokser i rosetter.
Nyder du smukke gyldne farver i efterårshaven, er Kranstop et godt valg af bunddække til dit skyggebed. Kranstop har fligede akselblade blade, og blomstrer i sommermånederne med et let hvid-grønt blomsterflor. Når sommeren går på held, skifter Kranstop-bunddækket fra frodigt grønt udtryk til smukke høstfarver.
En anden tolerant bunddækkeplante, der kan lyse op og skabe farvespil, hvor der er skyggefuldt, er Benved. Benved findes både i helt grønne farver, men også i varianter der bærer tofarvede blade i gul/grøn og Hvid/grøn. På en mørk og skyggefuld placering, vil disse nuancer af hvid og gul, danne en dekorativ kontrast.
Vil du vide mere om planter og pasning af dem, så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev her
Tilmeld dig PlanteCenter Fyns nyhedsbrev
Bunddække til halvskygge eller vandrende skygge
Har du et bed i halvskygge, hvor du planlægger at etablere et bunddække, vil Bjergte,
Trædebregner og Gedeblad være interessante, at se nærmere på.
Bjergte er et godt valg, hvis du holder af et bunddække med stedsegrønt, og samtidig gerne vil have kunne nyde en smuk hvid blomstrings-pragt. De røde bær på Bjergte giver denne bunddækkeplante et helt særligt udtryk. Bjergte klarer sig bedst hvis den bliver plantet i spagnum.
Er det et højt dækkende bunddække til havens skyggefulde rum, du leder efter, er Gedeblad et godt bud. Gedeblad danner også bær, ligesom bjergte. Gedeblads bær er lilla.
Trædebregner er også en mulighed i halvskygge-bedet. Trædebregner egner sig godt, mellem trædesten, eller i områder med legende børn. Betrædning er ikke skadeligt for denne type af bunddække. Af udseende minder trædebregner og almindelige bregner, blot i en miniature-udgave.
Bunddække til surbund
Et surbundsbed er kendetegnet ved en lav ph-værdi, og det er derfor vigtigt at være opmærksom på, når du vælger, hvilket bunddække, du vil etablere. Ikke alle bunddækkende planter vil kunne trives i surbund.
Hasselurt er en stedsegrøn og dekorativ bunddækkeplante, der vil stå smukt mellem planter som Azalea og Rhododendron. Hasselurtens bladvækst, gør den til noget ganske særligt og dekorativt i bunden af bedet.
Trædebregner er også en type af bunddække, du kan anvende i surbundsbedet. Af udseende minder trædebregner om ganske små bregner. Det særlige ved denne type af bunddække er, at de tåler at blive trådt på. Den friske grønne farve trædebregnerne er kendetegnet af, gør dem til et smukt plantetæppe i surbundsbedet, under større og blomstrende buske eller træer.
Vinterglans har med sine rosét-formede bladvækst også et smukt udtryk, der vil fremstå flot mellem Magnolia eller Pieris Japonica.
Nyder du en have med spiselige planter, er Blåbær måske det rette for dig, at vælge som bunddække i surbundsbedet. Vaccinium Myrtillus er den mindste art, og den der er hjemmehørende i den danske natur. Du kan også sætte Vaccinium corymbosum. Denne type kaldes også Amerikanske blåbær, og bliver væsentligt højere. Begge arter bærer sunde og lækre bær.
Højt bunddække
Leder du efter typer af planter, der vil kunne skabe et højt bunddække, vil Cotoneaster ‘Skogholm’ eller ‘Coral Beauty’ eller Gedeblad måske være interessante for dig, at læse mere om.
Cotoneaster kendes også under navnet Dværgmispel. Denne bunddækkeplante har en smukt og graciøs overhængende vækst. ‘Skogholm’ og ‘Coral beauty’ er sorter, der begge kommer godt op i højden. ‘Skogholm’ bliver omkring 70-90 cm høj, mens ‘Coral beauty’ vil opnå en højde på 40-50 cm. (med tiden højere). Begge typer af Cotoneaster bærer hvide blomster og røde bær.
Alt efter hvilken sort du vælger, vil du med Gedeblad kunne skabe et bunddække med en højde på mellem 50-100 cm. ‘Lonicera Pileata’ og ‘Lonicera Majgrun’ bliver omkring 50 cm, mens ‘Lonicera nitida ‘Elegant’ kan blive op til 100 cm. Gedeblad er en meget tæt grøn bunddække, der bærer hvidgule blomster i foråret.
Bunddække til skråninger
Har du en skråning, du gerne vil pryde med et flot bunddække, er der flere gode muligheder. Bl.a. Vedbend, Vintergrøn og Cotoneaster.
Søger du et lavt bunddække, der breder sig hurtigt og effektivt i helt grønne eller grønbrogede farver, er Vedbend Hedera værd at se nærmere på. Denne plante kendes også under det tyske navn, Efeu. Der findes mange forskellige slags Vedbend. For dem alle gælder det, at de er nøjsomme, sunde af vækst, og hurtigt breder sig som klatrende og krybende lianer over jorden.
Vintergrøn kaldes også Vinca Minor. Denne type bunddække breder sig med udløbere og kan fint gro på en skråning. Vintergrøn vil dække din skråning med en bund af grønt, der prydes af blå-lilla hjulformede blomsterkroner.
Cotoneaster vil også sagtens kunne trives på en skråning. Denne type af bunddække kan både stå hvor der er solrigt, og i skygge. Cotoneaster er en stærk plante, der fungerer fremragende i det danske klima.
Lavt bunddække
Måske søger du et lavt bunddække. F.eks. som en måde at begrænse ukrudtet på, under nyplantet hæk, roser eller lignende. Skovjordbær, Guldjordbær, Cotoneaster Dammeri ‘Rami’ og Hasselurt er gode løsninger, med forskellige kvaliteter og farver.
En sød og spiselig løsning er, at sætte prydjordbær, som Skovjordbær. Skovjordbær kendes også under navnet Fragaria vesca, og minder på mange måder om almindelige jordbær, blot mindre. Denne type bunddække giver fine, let parfumerede bær, som vil kunne spises eller bruges som pynt på desserter. Der findes flere typer af prydjordbær, der blomstrer i enten hvide, pink eller lyserøde nuancer, alt efter hvilken sort du foretrækker.
Du kan også sætte Guldjordbær. Denne plante går også under betegnelsen Waldsteinia ternata. Dette bunddække vil blomstre med fine gule blomster i maj måned. Guldjordbær minder af udseende om Fragaria vesca, men er bærløs.
Stedsegrønt bunddække som Cotoneaster Dammeri ‘Rami’ og Hasselurt egner sig også godt, hvor man ønsker et lavt bunddække. Cotoneaster Dammeri ‘Rami’ er en lav type af cotoneaster, der ikke bliver højere end 10-15 cm. Som bunddække vil man kunne nyde de små, mørke stedsegrønne blade hele året. I foråret blomstrer ‘Rami’ med hvide blomster, og i efteråret bærer denne bunddækkeplante nydelige orange-røde bær.
Hasselurten er smuk med sin hjerteformede bladvækst, og ønsker du et helt grønt tæppe under dine roser, din hæk eller lignende, er denne type bunddække fortræffelig.
Hurtigtvoksende bunddække
Har du et område i din have, som du gerne vil have dækket af planter, der vokser hastigt, er der her 3 gode bud. Ønsker du et bunddække i grønne farvetoner er Vedbend måske det rette for dig. Holder du af et bunddække med bær, er bjergte et godt valg. Ønsker du et blomstrende plante-tæppe, kan det være at Krybende Læbeløs, vil passe perfekt.
Vedbend vokser hurtigt, og egner sig godt både på solrige placeringer, og i mere skyggefulde områder. Der findes mange forskellige typer af Vedbend, der vil kunne give dig variation i havens bund med variationer af grønne, hvide og gul-grønne nuancer.
Bjergte er også en bunddækkeplante, der vil brede sig flittigt. Bjergte blomstrer med fine mælke-hvide blomster og bærer smukke røde bær. Planten har en mild duft, der minder om tyggegummi-aroma. Denne type bunddække er velegnet til surbund.
Krybende Læbeløs kendes også under navnet Ajuga Reptans. Denne plante kan fint anvendes som bunddække, og blomstrer smukt med blå-lilla aks over en lang blomstringsperiode. Krybende læbeløs er i familie med lavendel, timian og mynte. Dette bunddække vil være delvist vintergrønt, og egner sig bedst til områder med halvskygge eller skygge.
Spiseligt bunddække
Ramsløg, Allium ursinum, er en bunddækkeplante, der hører naturligt hjemme i Danmark. Allium ursinum betyder ‘bjørneløg’. Ramsløg breder sig voldsomt, så vælger man at sætte denne plante, skal man være klar til, at den vil skulle holdes lidt i skak. Ramsløg trives godt i et skovbundsbed, og er værd at anvende i madlavningen. Både fordi det smager godt, og fordi ramsløg er en helt fantastisk rig kilde til c-vitamin.
Kvan, Angelica archangelica, er en gammel velkendt køkkenurt, der er navngivet ganske særligt. Angelica betyder engel, mens archangelica er det latinske navn for ærkeengel. Undertiden kaldes Kvan også for “grønlandsk rabarber”. Alle dele af planten er spiselige, både rod, stængler og blade. Særligt i Island, er denne plante særligt skattet. Som den står uden blomstring, kan den minde en smule om forvokset skvalderkål. Den er da også, i lighed med fennikel, gulerod og dild, ud af skærmplantefamilien. Kvan blomstrer ikke det første år. Andet år vil du i juni og juli måned få fornøjelsen af Kvans store runde blomsterskærme i grøn-gule-farver.
Andre sunde og velsmagende planter, der kan anvendes som bunddække i haven, er tyttebær, blåbær, og tranebær. Disse bærbuske egner sig godt som bunddække i surbundsbedet, f.eks. sammen med Rhododendron, Magnolia eller Azalea. Bær er fantastiske som frisk snack eller topping på morgenmadsprodukter eller i salat. Samtidig giver de smuk afveksling i surbundsbedet.
Til den mere solrige placering egner Jorbær sig godt som bunddække. Jordbærplanter behøver ikke stå i rækker for at give et godt udbytte af bær, de kan fint sættes som bunddække. Jordbærplanter er lette, at have med at gøre. Ønsker du et lavt, spiseligt bunddække, er skovjordbær velegnede.
Hvornår og hvordan planter man bunddække
Når du har bestilt og modtaget, de bunddækkeplanter du ønsker til din have, er det bedst, at pakke planterne og sætte dem i jorden, så hurtigt derefter som muligt.
Allerhelst skal du gå i gang med opgaven, den dag du modtager dem. På den måde sikrer du dig, at dine bunddækkeplanter forbliver sunde og friske, og har de optimale muligheder for at etablere og brede sig i din have.
I det du bestilte, satte du dig ind i, hvilket antal af bunddækkeplanter der anbefales af netop den ønskede type, pr kvm. Den viden skal du nu bruge, når du går i gang med at grave huller til planterne i dit klargjorte bed. Du skal altså sætte det anviste antal Vinca, Bjerte, cotoneaster eller lignende, pr kvm, med den anviste afstand mellem planterne. Når du graver hullerne til dine bunddækkeplanter, skal du sørge for, at planterne kommer til at stå i samme dybde, som de gjorde i potten. Når du har sat dine bunddækkeplanter i jorden og dækket til, afslutter du med at trykke jorden fast omkring potte-klumperne.
Bunddække mod ukrudt
Inden du etablerer et smukt bunddække, skal du sørge for at fjerne alt ukrudt, som f.eks. skvalderkål, mælkebøtter og brændenælder. Når jorden er klargjort, og du besluttet dig for hvilken type, eller typer af bunddække, du vil plante, skal du sikre dig, at det antal planter du har investeret i, er tilstrækkeligt til at opnå et tæt dækkende bunddække.
I etableringsfasen vil det være nødvendigt at luge ukrudt. Efterhånden som bunddækket breder sig, vil opgaven blive mindre, i det dine bunddækkeplanter vil optage den plads, hvor ukrudtet før kunne gro. Du kan ikke forvente, aldrig at skulle fjerne en ukrudts-spire igen, efter at du har sat bunddække. Men opgaven vil blive væsentligt letterer med et tæt og sundt bunddække.
Vil du vide mere om planter og pasning af dem, så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev her