Hvilken type frugttræ skal du vælge
Af Stig Pedersen (opdateret )Typer af frugttræer
Inden du køber dit frugttræ, er der flere ting, du skal tænke på. Du ved sandsynligvis, om du vil have et æbletræ, blommetræ, kirsebærtræ eller noget helt andet. Du har måske også fundet et par sorter, du synes godt om.
En af de ting der er vigtig at tage med i overvejelserne er, hvilken form og størrelse du gerne vil have, at dit træ får.
Det kan være en god øvelse at prøve at forestille sig, hvordan træet gerne skal se ud om 5-6 år. Skal det være et dværgtræ, der passer i den lille have, et søjletræ, der giver et nyt skulpturelt indslag, et træ på 2 til 3 meter, hvor du kan nå frugterne fra jorden, eller et stort træ, der med tiden kan bruges til klatretræ eller til en god hængekøje.
Når man kigger på, hvor højt et frugttræ bliver, er det vigtigt at tænke på, at der er mange ting, der spiller ind. Selvfølgelig er valget af grundstamme vigtig, men ting som jordbund, vand, næring, vind og beskæring har også en meget stor rolle. Samtidig er der meget stor forskel på de forskellige sorters vækstkraft. Derfor er det umuligt at komme med et præcist mål på den færdige højde på et træ, og derfor er alle de højder jeg har skrevet herunder selvfølgelig vejledende.
Frugttræer på Dværgstamme
Dværgtræer er de kendte frugtsorter, der er podet på en langsomt-voksende grundstamme. Den færdige højde på dværgtræer er:
Æble, ca. 2-2,5 meter (M9)
Blomme, ca. 2-3 meter
Pære, ca. 2-2,5 meter
Kirsebær, ca. 2-3 meter
Fælles for frugttræer på dværgstamme, udover den lavere højde, er at de er hurtigere til at bære frugt end frugttræer, der er podet på standard grundstamme.
Vil du vide mere om planter og pasning af dem, så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev her
Tilmeld dig PlanteCenter Fyns nyhedsbrev
Frugttræer på mellem grundstamme
Langt de fleste frugttræer, der bliver plantet i dag, er podet på en mellem-kraftig grundstamme. Det er den størrelse, der passer i de fleste haver, uden at blive alt for store. Den færdige højde for træer på mellem grundstammer er:
Æble, ca. 3-5 meter (MM 106)
Blomme, ca. 3-5 meter (Julien)
Pære, ca. 3-4 meter
Kirsebær, ca. 3-5 meter (Colt)
Frugttræer på kraftige grundstammer (Frøstamme/vildstamme)
Hvis du ønsker dig et stort frugttræ i din have, skal du købe et træ på en kraftigt voksende grundstamme (frøstamme). Det er træer, der bliver store, og sædvanligvis også ældre end de træer på de andre grundstammer. Det er en god ide, at vælge kraftigt voksende træer, hvis du har en meget sandet jord i din have. Store træer har kraftigere rødder, og derfor også nemmere ved at samle vand og næring på steder, hvor der kan være mangel på disse ting. Færdig højde på frugttræer, der er podet på en kraftig grundstamme er:
Æble, ca. 6-8 meter
Blomme, ca. 6-9 meter
Pære, ca. 5-7 meter (Kirchensaller)
Kirsebær, ca. 6-9 meter
Espalierede træer
De fleste frugttræer kan espalieres. Der er nogle sorter, der er nemmere at holde i form, end andre.
Sorter som jeg vil anbefale til espalier er følgende:
Æble: Discovery, James Grieve, Rød Aroma og Rød Ananas, men mange andre kan bruges.
Søjletræer
Den sidste form for frugttræer er søjletræer. De er ikke som de andre former lavet af de velkendte sorter. Den specielle form kommer, fordi at man har fundet og forædlet sorter, der sætter meget korte sidegrene, og derfor får den meget karakteristiske søjleform.
Søjletræer er velegnede til at lege med formerne i din have. De kan give nogle meget spændende indslag i haven, for eksempel kunne de bruges til at danne en ”port” til et afsnit af haven eller en mini allé.
Hvis du skal bruge større mængder at frugttræer er du velkommen til at kontakte os på mail, beskriv hvilke træer du ønsker, gerne med antal på hver sort, samt hvornår de skal bruges.
Så vender vi tilbage med et tilbud til dig.
Vil du vide mere om planter og pasning af dem, så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev her.
Tilmeld dig PlanteCenter Fyns nyhedsbrev