Pæretræer
Af Stig Pedersen (opdateret )Valg af pæretræ
Pæretræer er meget populære og yndede frugttræer i mange danske haver. Det danske vejr er velegnet til at dyrke pærer. Et pæretræ i haven vil give dig fornøjelsen af at kunne høste friske, søde og saftige pærer, af forskellige smagsvariationer, alt efter hvilken sort du vælger.
Har du pærer af forskellige sorter i din have, vil du kunne nyde at høste pærer fra august og frem til november måned. De fleste pæresorter er mest velegnede at spise umiddelbart efter de er høstet. Enkelte sorter, som f.eks.. ’Anna’ og ’Concorde’ kan dog ved de rigtig betingelser, opbevares og anvendes helt frem til jul.
De fleste husker nok smagen af friske pærer fra barndommens sensomre, eller den bløde og milde fornemmelse af henkogte pærer med vaniljecreme. Pærer giver et væld af muligheder indenfor madlavning. Du kan f.eks. give dig i kast med opskrifter ´pæretærte´, ’pæresnaps’, ’pæregrød’ eller friske salater med pære.
Det er en fordel at tænke, hvilken type pæretræ, der vil være bedst i netop den havetype, du har. Her er det af betydning, hvor god plads du har. Er der ikke så meget plads i haven, vil et familietræ være perfekt. Ønsker du et middelstort pæretræ, der passer fint i en gennemsnitlig have, er et standard træ det helt rigtige valg.
Husk at pærer ikke er selvbestøvende. Det vil derfor være godt at have et andet pæretræ inden for ca. 20 meter, eller at vælge et familie-pæretræ, hvor sorterne indbyrdes kan bestøve hinanden.
I de sydligere egne af Europa har pæretræer været kendt siden Oldtiden, og være dyrket og forædlet lige siden. I Danmark har vi siden renæssancen plantet pæretræer i haver og plantager. I dag finder vi både i nyere og ældre haver ofte et eller flere pæretræer af forskellige typer, sorter og størrelser. Inden du køber og planter dit nye pæretræ, er det vigtigt at finde ud af hvilken slags træ du vil have, og hvor meget det må fylde i netop din have.
Familie-pæretræ
Har du kun plads til ét enkelt pæretræ i din have, kan du vælge at plante et familie-pæretræ, hvor der er podet flere sorter på samme stamme. Det giver en god bestøvning af dine pærer, og samtidig mulighed for at du kan plukke de friske, hjemmedyrkede pærer over en længere periode. Et par eksempler på lækre sammensætninger af sorter, der kan være podet på et familietræ er Concorde/Herrepære/Anna eller Charneu/Conference/Clara Frijs. Familietræer er også kendt under betegnelsen ’trio-træer’.
Med et familietræ får du fornøjelsen af flere smagsoplevelser og stort, længerevarende udbytte af frugt henover pæresæsonen.
Standard pæretræ
Ønsker du et standard pæretræ, er der et væld af muligheder, hvad sorter angår. Hvilken sort du foretrækker, er en smagssag. Blot skal du huske, at dit standard pæretræ ikke er selvbestøvende. Du er altså afhængig af at have et andet pæretræ inden for ca. 20 meter. Du kan evt. vælge at plante flere standard-pæretræer for at sikre bestøvning. Det er en god ide at se nærmere på bestøvningsoversigt, inden du vælger hvilken eller hvilke sorter, du vil have plantet i din have. ’Carola’,’Comice’ og ’Grev Molkte’ er et lille udsnit af eksempler på, hvilke typer standard træer der findes.
Store pæretræer
Til den store have med rigelig plads, kan du få pæretræer podet på kraftige grundstammer, også kendt som vildstammer eller frøstammer. Vildstammer giver store, sunde pæretræer. Hvis du har sandet, eller meget sandet, jord i din have, kan det være en god ide at vælge en af de kraftigere grundstammer med kraftig roddannelse. Et højt æbletræ, giver en prangende blomstring, og er et pæretræ, som du nok kender det fra din barndom.
Valg af pæresort
Først når du har besluttet, hvilken slags pæretræ du ønsker, kan du begynde at se nærmere på, hvilken sort du foretrækker. Selvfølgelig er smagen af pæren noget af det første, der skal tænkes på. Vil du gerne have en mild og sød pære, eller kan du godt lide at der er en mere krydret, kraftig aroma og eventuelt mere syrlig nuance og smagsoplevelse.
Der er også vigtigt at du forholder dig til, hvordan din pærehøst skal anvendes. Er det pærer til frisk frugt, du søger, eller vil du hellere have pærer, der fungerer godt tilberedte. Hvis du vil have mere end et pæretræ er det en god ide at kigge på hvad tid sorterne modner, så du får så lang en høstperiode som muligt.
De mest almindelige pæresorter
Clara Frijs
De fleste kender nok sorten den klassiske pæresort Clara Frijs, der er meget dyrket herhjemme. Den er kendetegnet ved middelkraftig vækst. I september måned kan du høste dine Clara Frijs pærer faste, grønne og lækre, knasende sprøde. Kan du bedre lide dine pærer, når de er mere gule og saftige, kan du vente med at høste dem til oktober. Clara Frijs kan som sort bestøve mange andre pæresorter, og bestøves også af et bredt udvalg af andre sorter. Både som spisepære og i madlavning er Clara frijs særdeles velegnet.
Conference
Sorten Conference er både god fordi den er modstandsdygtighed og fordi den bærer godt med frugt. Opbevaring af pærer af denne sort, er mulig helt frem til december, under de rigtige betingelser. Smagen af Conference pærer er aromatisk krydret og sødmefuld. En Conference pære kendes let på sin aflange form, der minder om en nissehue, og på den brunlige farve på den nederste halvdel af frugten. Ligesom med sorten Clara Frijs, er der gode muligheder for bestøvning og rige muligheder for anvendelse både frisk og tilberedt.
Concorde
En Concorde pære ligner Conference pærer af udseende, dog bliver den en smule mere gylden. Concorde er et kryds af sorterne Comice og Conference. Concorde træet bærer store frugter, der er aflange af form og har en gul-grøn kulør. Smagen er sødmefuld, og konsistensen er sprød og saftig . Ligesom Conference, er Concorde en af de sorter der kan bedst og længst tåler opbevaring.
Nyere pæresorter
Carola
Carola er en sund og modstandskraftig sort af svensk oprindelse. Sorten Carola er blevet til ved en krydsning mellem sorterne ’Comice’ og ’Johantorp’. En Carolapære er en mellemstor grøn-gul frugt, med dækfarve i brunlige nuancer på solsiden. Smagen på en Carol-pære er mild og sødmefuld med et strejf af syrlighed. Konsistensen er fast og sprød. Siden midten af 1980’erne har den været kendt og forhandlet i Danmark.
Anna
Sorten Anna er blevet til ved at krydse ’Sierra’ og ’Clara Frijs’. ’Anna’ har været en kendt og forhandlet pæresort i Danmark siden midten af 1990erne. Et pæretræ af sorten ’Anna’ bærer frugt tidligt på sæsonen. Frugterne er kendetegnet ved frisk grøn-gul bundfarve og hvidgult frugtkød. Konsistensen af en Anna pære er saftig og smagen er sød. Både som friskplukket frugt og tilberedt fungerer sorten ’Anna’ glimrende.
Beskæring af pæretræer
Ved at beskære dit pæretræ, kan du forme træet, så du opnår det udtryk og den højde og du ønsker, det skal have. Du skal dog være opmærksom på, at beskæring ikke er noget man gør for træets skyld, det bærer nemlig fint frugt, helt af sig selv. Grundlæggende skal du vide at det er vigtigt at du benytter det rigtige værktøj, dvs. en god beskæresaks, et ørnenæb og evt. en grensav. Dit værktøj skal være rent og skarpt, for at sikre at træet hurtigt kan lukke såret og undgå infektion.
Du må ikke fjerne mere end 30 procent af grenmassen. Beskærer du dit pæretræ for hårdt, skaber det ubalance i forholdet mellem størrelsen på rod og krone, og det kan resultere i vanris.
En god måde at gå til værks på, er at starte med at fjerne syge grene, grene, der gnaver mod hinanden og døde grene. Tætsiddende grene og grene der vender ind mod træets centrum, skal også fjernes. Har en gren en meget skarp vinkel, vil det også være en fordel at beskære her. Herefter kan du begynde at beskære træet, så du opnår det ønskede udseende. Det bedste tidspunkt for beskæring af et pæretræ er fra juli-september.
Pasning af pæretræer
En god start på livet er altafgørende for et ungt træ. God jord, vand, gødning og den rigtige plantning kan nemt være afgørende for frugttræer og buske. Omkring det nyplantede pæretræ, skal du fjerne græs og ukrudt, for at sørge for, at mest mulig næring går til den nye plante.
Jord til pæretræer
Pæretræer er ikke specielt sarte, når det kommer til jord, men det vil helt sikkert være en fordel både for træet og for dig, hvis du tager dig tid til at kigge lidt på jorden, der hvor du vil plante.
Vand til dit pæretræ
Ligesom alle andre levende skabninger, har dit pæretræ brug for vand. Det er vigtigt, at vander tilstrækkeligt i forbindelse med plantningen, og derefter holder øje med det nye træ og vejret de første to sæsoner. Det er vigtigt at give godt med vand i begyndelsen, for at sikre at rødderne rækker dybt nedad, hvor de over tid selv vil kunne forsyne sig med vand.
Gødning af dit pæretræ
Ligesom har behov for at spise for at overleve, skal også pæretræer bruge gødning. Træet får størstedelen af de næringsstoffer, som det behøver via rødderne. Heldigvis kan dit pæretræ finde meget af den nødvendige gødning selv, hvis det er sat i god jord, og andre vækstbetingelser er opfyldt. Hvis du ønsker at hjælpe dit træ godt på vej, eller har viden om at jorden, du har sat dit pæretræ i, er fattig på næring, kan det være en fordel, at gøde lidt ekstra. Det kan du gøre ved at tilføre kompost eller en gødning.
Organisk gødning til pæretræer
Organisk gødning består af dyre- eller plantedele. Det giver en rolig og langvarig frigivning af næringsstoffer. Det er væsentligt, at huske på at gøde i rette mængde. Det kan nemlig være katastrofalt for dit pæretræ, hvis du overgøder, fordi det trækker vandet ud af planternes rødder. Alle planter skal bruge 17 grundstoffer for at kunne vokse. Da den organiske gødning er lavet af plante- og dyrebestanddele, vil der altid være præcis de næringsstoffer planterne behøver.
Kunstgødning (NPK) til pæretræer
Kunstgødning er kunstigt produceret, ved at blande næringssalte i tilpassede mængder. Ligesom ved organisk gødning, er det vigtigt at være opmærksom på, at gøde i den korrekte mængde.
Plantning og plantehøjde for pæretræ
Når du planter dit nye pæretræ, skal du huske at tænke på et på nogle ting. Først og fremmest skal jorden løsnet grundigt, så rødderne på det nye træ, har nemt ved at få godt fat og komme ud i den nye jord.
Røddernes opgave er at forsyne pæretræet med næringsstoffer og vand. De skal også holde træet fast i jorden, så det ikke vælter. Det er af stor betydning, at træet får fred til at sætte sig. Du kan evt. sætte en stolpe de første to vækstsæsoner, som støtte. Får træet ikke ro til at etablere sig ordentligt, rykker rodklumpen, når det blæser. Derved kan det ske, at nyere rødder bliver ødelagt. Det kan gøre at træet får vanskeligheder, ved at skaffe vand.
Det er også godt at være opmærksom på, at dit nye træ skal plantes i samme højde, som det står, når de er i potten. En typisk fejltagelse når man planter er, at sætte træet for dybt i jorden. På den måde kommer der jord op ad pæretræets stamme. Barken ånder og har brug for at der er luft omkring den, får den ikke tilstrækkeligt med luft, mistrives pæretræet, og dør i værste fald.
Pæretræer og kvalitet
Hvad angår kvalitet og pris, er der stor forskel på pæretræer. Et pæretræ fra en planteskole vil mange gange være lidt dyrere. Det du får ekstra for pengene er, trygheden ved at du køber et produkt af høj kvalitet, der er håndteret korrekt og professionelt. Yderligere kan du ved en planteskole søge seriøs rådgivning og gartnerfaglig vejledning.
Et discount-pæretræ, som du kan finde i supermarkeder, byggemarkeder og lignende, er typisk produceret i drivhuse i Holland. Her har pæretræerne kun haft ganske kort tid at hærde i. De har heller ikke kunne vende sig til at stå udendørs, med hvad det indebærer af påvirkning fra vejrforhold som vind, regn eller sol. Det vanskeliggøre trivslen for disse sorter, at det ikke altid er undersøgt om de kan fungere i det danske klima. Der er også problematikker med at billede og navn på etiketten ikke altid svarer til det ønskede produkt.
Vælger du at handle ved fagfolk, kan du vide dig sikker på at vanding, samt kontrol af sygdomme og skadedyr er håndteret professionelt. Planteskoler og havecentre er, modsat supermarkeder og byggemarkeder, underlagt kontrol fra Plantedirektoratet. Du får altså et velkontrolleret og velhåndteret pæretræ ved at handle med folk, der har viden om netop det produkt, du søger.
Dansk producerede pæretræer
Et danskproduceret pæretræ, som du køber i en planteskole eller et havecenter med veluddannet personale, er en plante, der er blevet kontrolleret løbende af Plantedirektoratet. Gartnere har professionelt draget omsorg for hver enkelt træ, og hvis der har været sygdoms- eller skadedyrsangreb, kan du være sikker på, at der rettidigt er gjort noget ved det.
Samtidigt bidrager du til at sikre danske arbejdspladser og nedbringe Co2-udledning, ved at købe danske planter.
Placering af dine pæretræer
Placeringen af dine pæretræer er vigtigt for trivsel og frugtbæring. For at kunne danne tilpas med sukker, skal pæretræet være placeret et solrigt sted. En anden vigtig faktor, er vind.
Hvis du planter pæretræer et sted, hvor der er meget vind, er det en god ide, at hjælpe træet, ved at binde det op, de første par år, indtil det er groet godt fast.
Derudover bør du tage hensyn til jord- og vandforhold på det sted, hvor du ønsker at placere dit pæretræ. Når du planter det nye frugttræ, er det en god ide at være fremadsynet, og forholde sig til hvilken størrelse pæretræ der vil passe bedst i haven.
Bestøvning af pæretræer
Et frugttræ har brug for bestøvning, for at bære frugt. Nogle typer af frugttræer kan bestøve sig selv, mens andre har brug for bestøvning fra et andet frugttræ af samme familie. Pæretræer er som hovedregel ikke selvbestøvende. For at sikre dig en god pærehøst, er det derfor af betydning at der er et andet pæretræ i nærheden. Du kan derfor med fordel plante flere pæretræer i din egen have.
Tilmeld dig PlanteCenter Fyns nyhedsbrev