PlanteCenter Fyns logo

Surbær - Aronia

Surbær er en frugtbusk, som på mange måder er undervurderet. I haven kan den både bruges som frugtbusk og prydbusk. Væksten er opret og fingrenet.  Den bliver mellem 1,5 og 2,5 meter høj, og prydes i foråret af hvide blomster i klaser. Farven på frugterne er aubergine til sorte. Bladene er blanke og får meget flotte efterårsfarver. Den kan bruges til uklippet hæk, prydbusk, i nyttehaven med de sunde bær og som bi-plante.

Produkter

Aronia - surbær er en god og stærk busk der burde bruges meget mere.

Hvis du vil bruge den som uklippet hæk, er det vigtigt at kigge efter højden på den sort du vælger, så den færdige højde på hækken kommer til at passe med dine ønsker.

Surbær er en lidt overset frugtbusk-art. I foråret blomstrer den diskret med fløde-hvide blomsterskærme. I sensommeren står den smukt med dybsorte bær, og hen på efteråret er den en af de smukkeste buske, der pryder haven med sit røde løv.

Når du plukker et surbær - aronia direkte fra busken, vil smagen være smagfuld og lidt bitter/syrlig. Du kan også koge bærrene og smage dem til med sukker, så smager de herligt. Surbærrene modner samtidig i klaser, og er derfor lette at høste.

Oprindeligt hører aronia - surbær hjemme i de østlige egne af Nordamerika, hvor den er blevet anvendt af de oprindelige folk til forråd på forskellig vis, bl.a. tørrede og som the. Busken er ret hårdfør over for vind og kan godt tåle noget skygge.

Aronia- surbær er fantastisk sunde, fordi de indeholder et væld af vitaminer, mineraler og antioxidanter. Bærrene er også gode til marmelade og saft af, gerne sammen med solbær, æble og citron. Du kan også bruge aronia i smoothies.