PlanteCenter Fyns logo

Solbær

Fantastisk sunde solbær til din have

Solbær er nogle fantastiske bær - smagfulde og særdeles sunde, en såkaldt superfood. De er sprængfulde af C-vitaminer, A-vitaminer, E-vitaminer, B3-vitaminer, samt jern, kalcium og masser af antioxidanter.

Solbærplanten voksede oprindeligt i skov og er den af ribes-bærbuskene, der bedst tåler skygge. Men som navnet antyder dannes bærrene i solen, så for det bedste bærudbytte skal man plante sine solbærbuske hvor de får mest muligt sol.

Solbærbuske er ikke så kræsne når det kommer til jordens beskaffenhed og trives i både ler-, sand- og humusjord. Dog skal buskene vandes i tørre perioder hvis de er plantet i tør sandjord.

Kategorier

Opstammet solbær

Solbærbuske

Solbærbusken blomstrer i april, med diskrete rå-hvide blomster, der er selvbestøvende. I perioden juli/august, bærer solbærbusken klaser med næsten sorte, smagfulde bær. Modnings-tidspunktet afhænger af hvilken sort, du vælger.

Man kan vælge at plante sine buske med op til halvanden meters mellemrum, eller blande flere sorter sammen og plante solbærbuskene som en hæk, med en meter mellem planterne. Dette muliggør også en længere høstperiode.

Man kan også plante opstammede solbærbuske. Det kan skabe variation og man kan bruge dem til at lave en opdeling i haven eller man kan plante et bunddække under dem. Det kunne for eksempel være et bunddække af jordbær så man får to typer bær på den samme plads.

Det botaniske navn for solbær er ribes nigrum. I den danske natur kan solbær findes vildtvoksende i skove, krat eller ellesumpe i Østjylland og på øerne.

Hos PlanteCenter Fyn har vi et udvalg af forskellige solbærsorter, blandt andet:
'Big Ben' med de aromatiske, ekstra store bær, der modner i juli
'Ben Hope', en særligt sund og sygdomsresistent sort, med sent modnende, søde bær
'Jostabær' også kaldet 'solstik', et velsmagende bær der i smag minder om en blanding mellem solbær og stikkelsbær
'Venny', en spændende, andeledes sort, der får grønne bær, der er særligt søde og aromatiske

Desuden har vi de frugtbare sorter 'Titania' og 'Øjebyn' både som almindelige buske og opstammede på 90 cm stamme, hvilket giver et andet udtryk i haven og kan gøre plukningen af de solmodne bær lettere for mange.

Solbær kan godt hænge på busken lidt tid efter de er modne. Det betyder at du kan høste alle bær i en klase samtidig. Solbær er rige på stoffet pektin, hvilket gør dem velegnede til syltning. At købe solbær i butikkerne, er forholdsvis dyrt, og du kan derfor glæde dig over at kunne høste bærrene, sommer efter sommer, i din egen have.

Solbær har et væld af anvendelsesmuligheder. Du kan f.eks. anvende dine solbær til en lækker sorbét, en vitaminrig smoothie, the, saft, romtopf, kryddersnaps, likør, rødbedecarpaccio eller som tilbehør til sprøde vanille-vafler.