Gode bunddækkeplanter til surbundsbedet
Af Stig Pedersen (opdateret )De 3 bedste bunddække-planter til surbundsbedet
Måske har du allerede et skønt surbundsbed, hvor du ønsker et tæt og dekorativt bunddække, eller måske overvejer du, at anlægge et helt ny surbundsbed. Under alle omstændigheder er der mange fordele ved, at undersøge mulighederne for gode bunddækkeplanter, til surbundsbedet i haven. Måske har du valgt større prydplanter som magnolie og rhododendron, blåbær, bregner og hosta. Imellem dem vil et bunddække af smukke, tæppedannende planter, der tåler surbundsbedets lave ph-værdi, både være flot og praktisk. Med et veletableret bunddække i dit surbundsbed, vil det være svært for ukrudt, at komme til, og du vil kunne nyde farvespil og variationer i bunddækket i løbet af året.
Bjergte, Hasselurt og trædebregner er tre særdeles gode og sunde bunddækkeplanter, der vil stå flot i dit surbundsbed. Hvilken type, der vil passe bedst i dit surbundsbed, er en smagssag.
Betagende Bjergte med dekorative røde bær
Bjergte er en nøjsom bunddække, der trives særdeles godt i halvskygge, i et surbundsbed. Det botaniske navn for Bjergte er Gaultheria procumbens. Denne type bunddække virker dekorativt, tæppedannende, og fungerer særdeles godt, til at dække af mellem Rhododendron og andre større buske og træer i surbundsbedet.
Bjergte er kendetegnet ved små, nydelige blanke, afrundede stedsegrønne blade. Først på sæsonen får Bjergte-planten smukke, kobber-røde skud. Kontrasten mellem de kobber-røde nuancer og den grønne bladvækst, skaber et prægtigt udtryk. Bjergtes blomstring består af fine, mælkehvide klokkeblomster, og er et kønt syn. Efter en mild vinter, kan det ske, at planten bærer de betagende højrøde bær, der ikke er det mindste giftige.
Trykker du på på et bær, vil der komme en duft, der minder om tyggegummi-aroma. Af den grund kaldes Bjergte også af og til for tyggegummi-plante.
Hjerteformede, blanke blade med Hasselurt
Det botaniske navn for Hasselurt er Asarum europaeum. Hasselurt er en stedsegrøn, elegant, flerårig bunddækkeplante med de mest dekorative, hjerteformede blade. Hasselurten bærer utrolig diskrete, klokkeformede blomster, der er hassel-nøddefarvede. Deraf navnet ‘Hasselurt’. Et bunddække med Hasselurt trives rigtig godt i humusrig jord og er meget skyggetolerant.
Hasselurten bliver 10-15 cm høj, og breder sig roligt ved udløbere, og bliver fantastisk tæt. Et bunddække med hjerteformede Hasselurt-blade er ikke bare skønt at betragte, men også et meget hårdfør og nøjsomt plantetæppe i havens bund. Hasselurt egner sig rigtig godt mellem større surbundsplanter, som hosta, bregner og større løvfældende træer eller buske. Hasselurt er også en plante, der er smuk i sig selv. Den kan derfor også fint fungere som selvstændig prydplante i haven. Det er en god ide, at iføre sig havehandsker, hvis man vil formere hasselurt, da de indeholder et let hudirriterende stof.
Miniature-bregner, der tåler betrædning
Trædebregner, også kendt som ‘Cotula’, er meget fine tæppedannende planter med ganske små bregnelignende blade. Disse Miniature-bregner findes i forskellige sorter, der hver især har forskellige gode egenskaber og nuancer at byde på. Friske lysegrønne, sølvfarvede, rødlige eller purpurfarvede, nærmest sort-lilla farver, er den skala af nuancer du kan tilføre dit surbundsbed, hvis du vælger et bunddække med trædebregner. I japansk inspirerede haver er trædebregner særligt velegnede. Herunder får du en beskrivelse af de mange gode og forskellige sorter.
Cotula Squalida er en meget tæt, nem og nøjsom bunddækkeplante. I forårsperioden vil et bunddække af sorten Squalida stå i den friskeste lysegrønne farve i dit surbundsbed. I løbet af vækstsæsonen vil bunddækket gradvist skifte til en lidt dybere grøn nuance. Squalida er stedsegrøn bunddækkeplante, der breder sig flittigt.
Cotula Potentilla er en robust, stedsegrøn skønhed i grøn og sølv-grøn. I foråret prydes Potentilla af fine, friske lysegrønne skud. Potentilla egner sig godt både i det solrige bed og i det mere skyggefulde område. Med potentilla får du en god, dekorativ, lav tæppedannende bunddækkeplante, der danner et varieret, flot farvespil.
Cotula Dioica er en populær og robust tæppedannende trædebregne, der danner et smukt, grønt og ensartet bunddække. I forårsperioden prydes Cotula Dioica Reptans af små nydelige, grøn-gule blomster. Holder du af helt grønt og jævnt bunddække, er Dioica et godt valg.
Farvemæssigt den mest varierende sort af trædebregner, får du med Cotula Platts Black. Denne type af trædebregner changerer i mørke-lilla, friske grønne og næsten sorte nuancer. Cotula Platts Black får fine grøn-gule blomster i forårsperioden.
Cotula Minima er, som navnet antyder, den absolut laveste sort af trædebregner. Med denne helt lave bunddækkeplante får du et meget fint og let bunddække, der danner en ensartet grøn flade. Har du et surbundsbed, hvor du ikke ønsker, at bunddækket skal komme så højt op, er Minima et fantastisk godt valg.
Sådan får du et flot plantetæppe med trædebregner
Trædebregner vokser godt i god og næringsrig muldjord. Generelt er trædebregner ikke så glade for udtørring. Det er derfor vigtigt, at være opmærksom på at tilføre ekstra vand i tørre perioder, særligt i etableringsfasen. Trædebregner kan plantes både i sol og halvskygge. Sætter du dine trædebregner, hvor der er meget sol, vil dit bunddække udvikle sig lidt langsommere og være en smule lavere af vækst. Sætter du dine trædebregner i halvskygge, vil de vokse og blive en anelse større og endnu mere frodige.
Almindeligvis er Trædebregner vinterhårdføre. De mere kulørte sorter er særligt robuste. De grønne sorter, kan du vælge at dække over med granris i vinterperioden, især i hårde vintre, når bunddækket endnu er nyt.
Tilmeld dig PlanteCenter Fyns nyhedsbrev