PlanteCenter Fyns logo

Ribs

Lækre, farvestrålende ribs til din have

Ribs er hjemmehørende i Danmark og kendes af de fleste for sine lækre, syrligt-søde røde eller hvide bær. Busken trives både i halvskygge og sol. For at få optimalt udbytte af ribs, skal du plante den et sted med mest muligt sollys, og med luft imellem planterne. Skal ribsbuskene derimod udgøre et hegn, skal du plante ribsbuskene med en meters mellemrum. Ribsbusken kan blive cirka halvanden meter bred. Ribsbuske kan også fås opstammet på enten 60 eller 90 cm stamme, hvilket kan være praktisk og desuden give et andet udtryk i haven.

Kategorier

Opstammet ribs

Ribsbuske

Ribsbusken kan plantes overalt, så længe jorden ikke er for tør. Den trives dog bedst i sandet og humusrig jord. Humus er det organiske materiale, der dannes ved nedbrydning af for eksempel grene og blade.

Ribs kommer i flere farvevarianter, fra de lyse hvide/gule, til de mere røde. Generelt kan man sige, at jo lysere en variant er, desto sødere ribs.

Hos PlanteCenter Fyn fører vi de røde ribssorter Jonkheer van Tets, Rovada og Stanza og de hvide Weisse Versailer, Blanka og Hvid Hollandsk.

Bærrene fra ribsbusken er smukke, små, røde, eller hvide, bær. De er syrligt-søde med en let bitter smagsnuance. Samtidig er de rige på både a- og c-vitamin. Hvert enkelt bær indeholder mellem 20 og 100 ganske små frø. Ribs har et højt indhold af stoffet pektin, der gør, at de er velegnede til at lave gelé af.

Ribsbuske er af slægten Ribes, og menes at være en skandinavisk plante oprindeligt. Den kan stadig findes vildt i naturen, typisk i krat eller ellesumpe med halvskygge og mineralrig jord. Siden jernalderen har ribs været dyrket i Danmark som kulturplante. I dag er ribs udbredt i både Europa, Asien, Nord- og Sydamerika.

Ribsbuskene bliver omkring halvanden meter høje, og lige så brede.
De opstammede ribsbuske bliver op mod 2 meter høje. 

De blomstrer i foråret med gul-grønne blomster i klaser, og fungerer bedst med fremmedbestøvning.

De første år holdes planten fri for ukrudt. Efterhånden som den udvikler sig, får den grene, der går langt ned mod jorden. Den vil dermed, med tiden, selv skabe nok skygge til at holde ukrudtet væk. Ribsbuske kræver stort set ikke beskæring, med mindre man vælger at dyrke dem på espalier eller opstammet.

Ønsker man ribs til syltning, hvor man kan have fordel af at alle bær kan høstes samtidig, vil det være godt med flere planter af samme sort, f.eks.  Rovada, der er kendetegnet ved store bær og lange klaser.

Ønsker man at kunne høste bærrene over en længere periode, og anvende dem friske, vil det være en fordel at supplere med flere sorter, f.eks. Stanza og Jonkheer van Tets

En af sommerens fornøjelser er rysteribs, hvor man blander et par deciliter ribs med  4 spiseskefulde sukker. Både som en slags slik eller tilbehør til forskellige kødretter, er rysteribs en frisk og syrlig-sød fornøjelse.

Ribs kan også nedfryses. Du kan f.eks. lave din egen bærblanding til rødgrød med ribs, kirsebær, jordbær og hindbær. Du kan også bruge dine ribs til syltetøj, kompot, ribsvin, som topping på syrnede mælkeprodukter, i muffins eller romtopf.