Tøm og rengør dit drivhus
Af Stig Pedersen (opdateret )Det er efterår - hvad skal jeg stille op med drivhuset?
Det er ikke fordi, du kan stille det vilde op her i efteråret. Dit drivhus giver formentlig ikke så meget udbytte på denne årstid, men inden du selv går i vinterhi, vil vi anbefale dig at gøre hovedrent i drivhuset. Hvis du vil fortsætte med at få lækre sager fra dit eget drivhus, skal du også sørge for at vedligeholde det. Det er lettere at se, om noget skal repareres, når alt er ryddet ud og gjort rent.
Det kan godt virke ret så kedeligt at gå i gang med, men ligesom inde i stuen så bliver du glad for at have gjort rent, når det er overstået. Okay, nogle nyder også processen under rengøring, men det er altså ikke os alle.
Hvornår skal mit drivhus gøres rent?
Du bestemmer selv, hvornår du vil gøre dit drivhus rent, men mest oplagt er det om efteråret, når sæsonen er slut, eller om foråret inden sæsonen starter. Det gode ved at få det gjort om efteråret er, at du hurtigere er klar til at plante i drivhuset, når det lyse forår begynder.
I løbet af efterårsmånederne er der flere dage med støvregn og snusk, og det er faktisk de dage, der egner sig bedst til vask af drivhusglas. Du vil få færre striber på glasset, og eventuelle sæberester vil ikke brænde sig fast til glasset.
Har du valgt at gøre hovedrent i drivhuset om efteråret, kan du med ro i sindet stille overvintrende krukker ind i ly for frosten, uden du skal være bekymret for, om de bliver angrebet af sygdomme eller skadedyr.
Hvorfor er det vigtigt at gøre drivhuset rent?
I løbet af en sæson kommer der mange insekter og bakterier i drivhuset, og det er ikke dem alle, der er lige gode at gemme til næste sæson. Derfor er det en rigtig god idé at bruge tid og kræfter på at få gjort grundigt rent i drivhuset.
Angreb af for eksempel lus, spindemider, meldug og svampesygdomme er virkelig øv at få i drivhuset, og hvis du ikke får gjort ordentligt rent, vil det komme igen år efter år.
Når drivhuset er gjort rent, kan du fortsætte med at rydde op og vedligeholde dine redskaber. Det har vi skrevet mere om her.
Hvordan gør jeg mit drivhus rent?
Der findes mange forslag til, hvordan du gør dit drivhus ordentligt rent, men inden du begynder, så flyt alle de ting ud, som er til at flytte rundt på. Det kan være kapilærkasser, havemøbler, krukker, lyskæder, plantebord og så videre. Jo færre ting, der står tilbage i drivhuset, des nemmere er det at få gjort grundigt rent.
Har du for eksempel en vindrue eller et ferskentræ plantet i dit drivhus, bør du dække den til, inden du går i gang med sæbe og vandsjask.
- Vælg gerne en dag med gråvejr, eventuelt også med støvregn
- Tøm drivhuset så meget som overhovedet muligt
- Fej grundigt, både oppe og nede og i alle hjørner
- Bland en spand med brun sæbe og vand. Skum det godt op, så sæben er rørt godt ud i vandet. Husk, at du skal have fødevarer i dit drivhus, og du bør derfor ikke benytte miljøbelastende kemikalier til rengøring, heller ikke Rodalon og lignende desinficerende produkter
- Brug en blød kost til at vaske glasset overalt, både ude og inde. Sørg for at komme godt ud i alle hjørner og så vidt muligt også imellem overlappende glas
- Lad sæben sidde 10-20 minutter og skyl det af med rigelige mængder rent vand. Har du samlet vand i en regnvandstønde, er det helt oplagt at bruge dette vand til at skylle efter med. Vandet indeholder ikke kalk og vil derfor ikke efterlade striber på glasset
- Har du bede i dit drivhus, bør du grave de øverste 5 centimeter jord af, så der er klar til frisk jord til foråret. Vi kan anbefale at supplere med Champost Planteskolejord eller jord fra en Champost Plantesæk
- Når du nu har brugt så meget energi på at gøre dit drivhus rent, kan du også sørge for, at alle de ting, du stiller ind i drivhuset igen, er gjort grundigt rent. Igen er det for at mindske risikoen for at overføre sygdomme og skadedyr til næste års sæson
- Sørg for, at alt er nogenlunde tørt og rent, inden drivhuset atter fyldes med vinteropbevaring
- Slut af med en god, hjemmebagt æblekage og en varm kop kaffe
Hvad kan jeg bruge mit drivhus til om vinteren?
Når du har gjort dit drivhus rent, kan du godt blive ramt af lysten til at fylde det op med gode sager. Der er faktisk stadig gode sager, du kan have glæde af indtil foråret.
Det er efterhånden sjældent, vi oplever hårde vintre med meget meget frost, og det øger helt sikkert udbyttet i dit drivhus. Du kan forlænge sæsonen med eksempelvis timian, persille og purløg, eller du kan plante rucola, og på den måde få friske råvarer fra egen avl i længere tid.
Et drivhus kan let komme til at se kedeligt ud om vinteren, og mange vælger at bruge det til opbevaring af havemøbler og grill, men hvis du sætter en lyskæde op i dit drivhus, og lader det skinne i de mørke måneder, vil det ikke være nær så trist at se på.
Vidste du godt, at en moderne LED-lyskæde faktisk bruger så lidt strøm, at den ikke vil sprænge budgettet? Hvorfor så ikke gøre den triste vinterhave mere hyggelig og lun at se på? Vælger du at have en LED-lyskæde tændt i døgnets 24 timer i hele 3 måneder, kan du faktisk gøre det for under 100 kr, også med de nye, vanvittige elpriser. Vi vil helt klart opfordre dig til, at du har en timer til at styre, hvilke timer på døgnet lyskæden skal være tændt, så den ikke skal brænde i de lyse timer og bruge unødig strøm.
Tilmeld dig PlanteCenter Fyns nyhedsbrev