Bliv klar til vinter
Af Stig Pedersen (opdateret )Hvad skal jeg gøre med mine krukker om vinteren?
Vi nærmer os en tid, hvor chancen for frost øges betydeligt. Når der er frost, er dine planter i krukkerne mere udsatte end dem, du har plantet i haven, da jorden og fugten er komprimeret på ganske lidt plads omkring rødderne.
Flyt gerne dine krukker i ly for vind og vejr. Har du en uopvarmet udestue eller et drivhus, vil det være et oplagt sted at lade dine krukker overvintre. Her vil planterne blive beskyttet for den værste frost, og samtidig vil de gå i den naturlige dvale.
Har du ikke nogen steder, du kan sætte dine havekrukker ind for vinteren, kan du stille dem tæt op ad din husmur. Her vil der altid være lidt varmere, end ude i det fri. Beskyt gerne krukkerne med granris eller bobleplast.
Måske har du et oliventræ eller et citrustræ i krukke, som for eksempel ikke tåler frost. Dem vil vi anbefale dig at opbevare et lyst sted, hvor temperaturen ikke kommer under 8°. Det kan være en udestue eller et let opvarmet drivhus. Skal de ind i et skur og overvintre, bør du sørge for, at de får tilført lys, enten i form af sollys eller kunstigt lys fra lamper, der er beregnet til formålet.
De tomme krukker bør du vaske grundigt af i vand med sæbespåner, så de er klar til at blive fyldt til foråret igen. Når krukkerne bliver vasket, vil eventuelle sygdomme og skadedyr blive fjernet.
Hvordan skal jeg passe på mine haveredskaber?
I takt med, at dagene bliver kortere, og der bliver mindre at lave i din have, kan du begynde at få ryddet op og vedligeholdt dine redskaber. Når du passer godt på dine haveredskaber, holder de længere.
Du rengør bedst dine haveredskaber med rent vand. Når du har vasket dem, skal du lade dem tørre helt, inden du behandler dem yderligere.
Er jernet på dine haveredskaber begyndt at ruste, kan du slibe dem let med ståluld eller en stålbørste. Det er helt normalt, at redskaberne ruster. De bliver udsat for meget slid og ikke mindst syre fra planterne.
Spade og hakkejern bliver sløve i brug, så brug gerne et par minutter på at slibe skæret med en fil eller en slibesten. Træet på skafterne er udsatte for vand flere gange i løbet af haveåret, og i nogle tilfælde vil det rejse sig. Du kan bruge et stykke sandpapir til at gøre skaftet blødt og rart at holde ved igen.
Hvad skal jeg gøre ved min havesaks?
De sakse, du bruger til beskæring er også udsatte overfor slid og rust. Har du fingersnilde til det, vil det være lettere for dig at vedligeholde dine havesakse, hvis du skiller dem ad. Så kan du bedre komme til at slibe bladet let med en fil eller en slibesten. Husk at slibe i skærets retning. Brug syrefri olie til at smøre og beskytte din havesaks, inden du samler den igen.
Hvad skal jeg sørge for inden vinter?
Inden vinteren og frosten rigtigt begynder, skal du sørge for, at tømme vandslangen for vand og få den rullet sammen.
Har du en vandbeholder, der opsamler regnvand, er det en rigtig god idé at få den tømt. Hvis der kommer en længere periode med frost, er risikoen for at den revner ret stor. Brug eventuelt regnvandet på at gøre dit drivhus rent, hvis du har sådan et i din have. Vandet indeholder ikke kalk og vil ikke efterlade striber.
Det regner naturligvis også i løbet af vinteren, så for at undgå, vandet løber ud på jorden, kan du sætte et stykke haveslange på taphanen, så du kan lede vandet derhen, hvor det ikke vil genere dig.