Hvordan skal jeg plante mine blåbærbuske?
Af Stig Pedersen (opdateret )Mange, der overvejer at plante blåbær i haven, er bekymrede for, om de kan give busken de rette betingelser, men det er slet ikke så vanskeligt. Hvis man lægger lidt arbejde i plantningen af blåbærbusken, kan man også forvente at få et godt udbytte allerede i de første år, så det er væsentligt, hvordan busken bliver plantet.
Blåbær er desuden lette at dyrke, da de yderst sjældent rammes af skadedyr eller sygdomme, så igen er det forberedelsen inden plantningen, der er vigtig.
Uanset hvilke sorter af blåbær, du har valgt til din have, skal de have gode betingelser for vækst og for at sætte masser af de små, blå vitaminbomber.
Vi anbefaler, at du planter mindst to forskellige sorter af blåbærbuske i en radius af maksimalt 20 meter, så de kan bestøve hinanden. Der er nogle sorter, der er beskrevet som selvbestøvende, men vi vil alligevel altid anbefale at plante flere forskellige sorter for et optimalt udbytte.
Du skal være opmærksom på, at det er blåbær, der skal bestøve hinanden. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at der eksempelvis er hindbær, brombær eller solbær i haven.
Her kan du læse om forskellen på amerikansk storfrugtet blåbær og den vilde danske blåbær.
Hvor kan blåbærbuske plantes?
Når du har valgt, hvilke blåbærbuske du ønsker i din have, skal du starte med at finde et sted i haven, hvor der er masser af sol. Blåbærbuske kan også tåle lidt skygge, men det er vigtigt, at planten får godt med sol.
Husk, at blåbærbusken har det smukkeste efterårsløv og derfor ikke nødvendigvis skal gemmes væk i urtehaven, da den med de skønne pangfarver i efteråret kan forlænge sæsonen i prydhaven.
Du kan også plante blåbær i krukker med surbundsjord på altanen eller terrassen, hvor der er tilstrækkeligt med sol, du skal blot sørge for at vande jævnligt, så planterne ikke tørrer ud.
For optimal bestøvning bør du være opmærksom på, at det også skal være attraktivt for bierne.
Når du har fundet den helt rigtige placering, skal du forberede jorden, inden plantning af blåbærbusken.
Blåbærbusken trives bedst i sur jordbund med en pH-værdi mellem 4,0 og 5,5. Det kan du opnå ved at lave et surbundsbed, hvor du graver jorden af i passende størrelse og fylder hullet med god, lys surbunds-sphagnum. Har du adgang til grannåle, eller har du stadig det gamle juletræ liggende, kan du med fordel blande jorden med små granris eller -nåle. På denne måde sikrer du dig den rette pH-værdi, og samtidig får blåbærbusken den luftige jord, der er yderst gavnlig for væksten. Da busken godt kan lide, at jorden ikke er for våd og fedtet, kan du med fordel lave et let hævet bed, som ved hjælp af den lette jord kan dræne væden væk fra rødderne. Samtidig vil jorden være lidt varmere i sommerhalvåret, og det kan blåbærbusken rigtig godt lide.
Blåbærbuskens rødder stikker ikke så dybt, men til gengæld vokser de ud i et fint og fladt net omkring planten. Du skal derfor være opmærksom på, at der er god plads omkring planten, når du graver ud til surbundsbedet.
I starten vil det være en god idé at vande surbundsbedet jævnligt, til rødderne rigtigt har fået fat i jorden.
Hvornår skal jeg plante mine blåbærbuske?
Da vores blåbærbuske bliver leveret i potter med jord ved planterne, er der ikke så store begrænsninger på, hvornår du kan plante dem, og alligevel skal der lidt sund fornuft til.
Det vil aldrig være en god idé at plante noget, hvis der er frost i jorden, da det vil give planterne en meget svær start. På den anden side kan vi heller ikke anbefale at plante midt i en hedebølge, eller lige inden en sommerferie, hvor du er afsted i 3 uger og ikke kan holde øje med, om surbundsbedet har brug for vand.
Nu har du givet dine blåbærbuske de bedste levevilkår. Her kan du læse mere om, hvordan du skal passe og pleje dit surbundsbed og dine blåbærbuske.
Tilmeld dig PlanteCenter Fyns nyhedsbrev