PlanteCenter Fyns logo

Figner og bestøvning

Af Stig Pedersen (opdateret )

Figentræet kommer fra Vestasien og har gennem årtusinder været et symbol på velstand og frugtbarhed, mens det i bibelsk forstand symboliserer synd og begær, da Adam og Eva brugte figenblade til at skjule deres køn for hinanden.

Figentræet er en art af gummitræ slægten, hvilket giver sig til kende, når træet bløder med den hvide mælkesaft. Nogle oplever, at denne saft giver en allergisk reaktion, hvorfor du bør bruge handsker, når du eksempelvis beskærer dit figentræ.

Skønne figner

Der findes mange arter af figen. Faktisk findes der op mod 800 arter, men det er bestemt ikke dem alle, der egner sig til det danske klima. Eller rettere… figentræer kan ikke bestøve hinanden i Danmark, så det er udelukkende selvbestøvende sorter, der kan udvikle frugter på disse breddegrader.

Og hvorfor er det så lige, at figentræer ikke kan bestøve hinanden i Danmark? Det er der faktisk en rigtig god grund til. Årsagen er et samarbejde, der ligger mere end 75 millioner år tilbage i tiden. Et meget fint samarbejde mellem figentræets blomster og en lille figen-galhveps. Denne galhveps borer sig ind i figentræets blomster og sikrer dermed bestøvning mellem han- og hunblomster.

Men blomstrer en figen egentlig? Hertil kan vi svare både ja og nej, for figentræet får ikke smukke blomster i forårsmånederne, som vi ser på andre frugttræer. Til gengæld er selve frugterne også træets blomster. Derfor må de små hvepse bore sig ind til frugtkødet for at sikre bestøvningen.

Frugtkød i figen

Denne lille galhveps findes ikke i Danmark, og derfor er det udelukkende selvbestøvende sorter, der kan dyrkes figner på i det danske klima. Du kan således heller ikke hjælpe bestøvningen på vej, når det kommer til figen.

Når du skal købe et figentræ, vil vi altid anbefale dig at gå efter planter hvor der er sortsnavn på.
Det er vigtigt, dit figentræ er selvbestøvende, da figen ellers kun kan bestøves af en galhveps, som beskrevet ovenfor.

God figenhøst


Hvor hurtigt vokser et figentræ?

Et figentræ kan vokse op til 1 meter om året. Skud og grene bliver lange og kan beskæres.Det kan du læse mere om her.

Hvordan bestøves figner?

Figner bliver bestøvet af galhveps, der ikke hører hjemme i Danmark. Derfor er det vigtigt at gå efter en selvbestøvende sort, når du skal plante et figentræ i din have.

Hvilke sygdomme får figen?

Selvom det er meget sjældent, at figentræer bliver angrebet, så kan din figen få sygdomme og blive angrebet af skadedyr, ligesom vi ser det ved mange andre frugttræer i haven. Som oftest vil det være spindemider eller bladlus, der vil være årsagen til visne, krøllede og hullede blade. Figentræet beskytter dog sig selv rigtig godt med den mælkehvide saft, og derfor er det yderst sjældent man ser skadedyr på figen.

Er din figen blevet angrebet af skadedyr, findes der flere forskellige måder at bekæmpe dem på. For det første skal du fjerne de hårdest angrebne blade, og så vil vi naturligvis anbefale dig at gå med det mest bionedbrydelige og mindst miljøskadende middel.

Dit figentræ kan dog også blive ramt af virus, som giver sig til kende ved melerede og plettede blade. Oftest vil symptomerne vise sig om sommeren, når træet er i vækst. Disse vira er ikke skadelige for mennesker, og de vil umiddelbart ikke gå ud over høsten, selvom de kan hæmme væksten på dit træ.
Sygdomme ses oftest hos importerede træer, og derfor vil vi igen anbefale dig at købe dine planter i danske forretninger, der handler planter fra danske producenter.

Tilmeld dig PlanteCenter Fyns nyhedsbrev