PlanteCenter Fyns logo

Æbler du ikke selv kan dyrke i haven

Af Stig Pedersen (opdateret )

Hvorfor kan jeg ikke selv dyrke mine yndlingsæbler?

Du køber måske dine yndlingsæbler i supermarkedet og vil egentlig gerne selv kunne plukke dem i haven, men du kan ikke finde et sted, hvor du kan købe lige præcis det æbletræ, du søger. 

Det er der faktisk en rigtig god grund til. At fremavle en ny æblesort er et rigtig stort arbejde, og det tager mange år. Derfor kan en avler tage patent på en ny sort eller sorten kan være underlagt noget, der hedder plantenyhedsbeskyttelse. 

Vi vil forsøge at forklare, hvad de begreber betyder, og hvorfor du ikke selv kan få lov til at dyrke de sprøde, saftige æbler, du kan købe i supermarkedet, hvor vi blandt andre kan nævne Pink Lady, Wellant, Junami, Zari, Cripps Pink, Delcorf, Envy, Rubens og Kanzi. 

Vi vil på forhånd beklage, hvis det bliver lidt teknisk og langhåret, men hos PlanteCenter Fyn synes vi, det er vigtigt at videregive al den viden, vi kan. Både for at hjælpe alle vores fantastiske kunder, men også for at beskytte de avlsstationer, der lægger et kæmpe arbejde i hele tiden at forny og forbedre udvalget af for eksempel æbler.



Hvem bestemmer hvad?

I Danmark har Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri ansvaret for at beskytte de avlsstationer, der bruger rigtig mange ressourcer i arbejdet med at skabe nye, gode sorter. 

Bruger en avlsstation genmodificerende teknologi til at skabe en ny æblesort og finder frem til et helt fantastisk æble, kan denne sortsejer søge patent på lige præcis denne æblesort, så andre ikke må gøre arbejdet efter, og kun særligt udvalgte æbleplantager må dyrke disse æbler til salg mod betaling af licens til sortsejeren. Dette patent gælder i 20 år fra patentet er opnået. 

Hvis en avlsstation fremdyrker en ny æblesort på den konventionelle måde ved at forædle sorterne gennem bestøvning af han og hun blomster (kønnet formering), kan avleren få noget, der hedder plantenyhedsbeskyttelse, som gælder i 30 år.

Plantenyhedsbeskyttelse giver ligeledes sortsejeren mulighed for at bestemme, hvem der må dyrke den nye sort med henblik på salg af frugter samt opkræve licens fra plantageejeren.

Når vi nu taler om æbletræer, er det vigtigt at forstå, der ligger mange års arbejde bag nye sorter. Fra man har fundet en krydsning af to eller flere sorter, man gerne vil prøve at skabe et nyt æble ud fra, går der flere år, inden man ved, om det er et levedygtigt og modstandsdygtigt æbletræ, der bliver resultatet af det store arbejde. 

Selve arbejdet i at fremdyrke en ny sort, som for eksempel Pink Lady, koster mange penge og rigtig meget tid, men når man så har opnået det perfekte resultat og søger om enten patent eller plantenyhedsbeskyttelse, skal sortsejeren betale både et engangsbeløb og en årlig afgift for at opretholde beskyttelsen. Så avlsarbejdet er en bekostelig affære, og derfor er det vigtigt, at vi, som forhandlere af æbletræer, anerkender det store arbejde og overholder de regler, der er lavet, for at beskytte disse avlere. 

Nu til det mere sjove…

Æbletræer



Hvad kunne du godt tænke dig?

Vi forstår godt din begejstring for nogle af de helt fantastiske æbler, du kan købe hos din lokale købmand. Både Zari, Kanzi, Junami, Pink Lady og Cripps Pink er nogle af de helt fantastiske æbler, som har en særlig balance mellem det sure og det søde. Samtidig er det dejligt saftige, sprøde og holdbare æbler, der ikke bliver væsentligt forringet af en dag i skoletasken, hvor de bliver udsat for lidt af hvert. 

Disse fantastiske æbler er desværre ikke frigivet til handel af æbletræer, men er kun tilladt for særligt udvalgte producenter at dyrke med henblik på salg af selve æblerne. 

Øv! Tænker du så.

Vi vil rigtig gerne hjælpe dig med at finde et æbletræ, som giver æbler, der minder om dit yndlingsæble. Derfor forsøger vi at have et meget bredt sortiment, hvor du formentlig kan finde noget, der minder meget om det, du drømmer om, og som samtidig er egnet til at dyrke i den danske have. 

Ikke alle æblesorter er egnet til at dyrke i haven, da nogle er mindre modstandsdygtige overfor sygdomme end andre. I en plantage, hvor man dyrker æbler med henblik på salg, er der uddannet personale til at sprøjte og beskære æbletræerne helt korrekt, så de yder så meget som muligt og samtidig ikke bukker under for sygdomme eller skadedyr. 

I private haver er det ikke hensigtsmæssigt, at man skal bruge så mange kræfter og sprøjtemidler for at dyrke gode, danske æbler, der smager af sol og sensommer. 

Desuden synes vi, det er vigtigt, at vi kan hjælpe med at minimere mængden af CO2 udledning ved de meget lange transporter af fødevarer, når nu Danmark er et fortrinligt æbleland, hvor vi faktisk selv kan dyrke nogle af de bedste æbler i verden. 

Derfor er det meget vigtigt for Plantecenter Fyn, at have et bredt udvalg af dansk producerede æbletræer, der egner sig godt til den æble entusiast, der gemmer sig i dig.


Æblesorter

Hvad skal jeg så vælge?

Vi vil forsøge at komme med nogle eksempler på æbletræer, der minder om de særlige ‘supermarkedsæbler’, og som samtidig er egnet til at dyrke i den danske have, men vi vil også slå et slag for nogle af de traditionelle, danske sorter, der virkelig kan levere på både smag og konsistens.

Når det kommer til de sprøde og saftige æbler, kan vi blandt andet anbefale dig Rød Aroma, der har en helt fantastisk spisekvalitet, og som har været et meget afholdt æbletræ i de danske haver gennem de sidste 50 år.

Vi har også Karneval æblet, der faktisk er en krydsning af Cripps Pink og Vanda, og det har derfor mange af de kvaliteter, som de særlige ‘supermarkedsæbler’. Det er både et dejligt saftigt og aromatisk æble, som modner i september og oktober. 

Nanna æblet kan virkelig også noget med saftighed, syrlighed og sprødhed, der gør det til et helt perfekt spiseæble. 

Når det kommer til de mere traditionelle, danske æbler bliver vi altså nødt til at nævne det klassiske, sydfynske Filippa æble, der er et saftigt æble med en skøn aroma og den perfekte balance mellem det syrlige og det søde. 

Guldborg er en meget gammel sort, og den er stadig lige populær. Æblerne bliver saftige, faste og sprøde, og så har de en rigtig lækker smag. 

Elstar er en sort fra 50’erne og er en krydsning mellem traditionelle, sunde æbletræer, hvilket har givet et meget hårdført træ med de lækreste, saftige, aromatiske æbler. 

Vi har mange flere gode æbletræer i vores sortiment, du kan se dem allesammen her

Når du har fundet lige præcis det æbletræ, du gerne vil have stående i din have kan du læse mere om, hvordan du skal plante og passe dit æbletræ

Vi håber, du har fået svar på dine spørgsmål her på bloggen, og vi beklager, hvis du ikke fik netop det svar, du ønskede dig i forhold til et Pink Lady træ i haven, men mon ikke du er blevet nysgerrig på at købe et solidt, dansk æbletræ, der trives og kan levere lækre æbler med et absolut minimum af sprøjtemidler? 

Rigtig god fornøjelse i haven. 

Tilmeld dig PlanteCenter Fyns nyhedsbrev