PlanteCenter Fyns logo

Pindsvin i haven

Af Stig Pedersen (opdateret )

Hvorfor er det godt at have pindsvin i haven?

Vi synes, pindsvin er virkelig søde at se på, og så er de også gode at have trissende rundt i haven. Pindsvin hjælper med at holde bestanden af snegle og andre invaderende insekter nede, og på den måde kan man sige, det er biologisk skadedyrsbekæmpelse. Vi vil for alt i verden anbefale dig at undgå sneglegift og andre former for insektgift i haven, da det mindsker pindsvinenes mulighed for at finde føde hos netop dig. Hvis der ikke er føde at finde, får du ikke fornøjelsen af, at pindsvinene slår sig ned i din have.

Har du et skyggefuldt område i din have med nedfaldne blade, vil der være masser af insekter at finde, og dermed har du også en perfekt pindsvinebuffet. Du kan for eksempel skabe den perfekte buffet til dit pindsvin med et smukt bunddække.

Du har sikkert hørt om, at pindsvin er fulde af lopper. Det er de givetvis også, men du kan være helt rolig. Pindsvin har deres helt egen art af lopper, og dine kæledyr bliver således ikke befængt af lopper fra de pindsvin, du har i din have.

Hvornår går pindsvin i hi?

Pindsvin sparer på energien i løbet af vinteren, hvor der ikke er så meget føde at finde, og derfor går de i hi. Hannerne får hurtigt ædt en masse gode sager og går således allerede i hi i september måned. Hunnerne har brugt meget energi på at have unger og skaffe føde, og derfor skal de skynde sig at få noget sul på kroppen og går først i hi sidst i oktober og hen i november måned. Ungerne går som regel først i hi et stykke ind i november. 

Efter en lang vinter i dyb søvn bruger pindsvinene foråret på at komme til kræfter igen. Selvom de bruger minimale mængder energi, mens de er i hi, så er pindsvinene alligevel godt udmagrede, når de vågner af den dybe søvn. Så passer det jo perfekt, at regnorme, snegle, edderkopper og andre insekter begynder at vrimle rundt på omtrent samme tid. Man kan sige, at pindsvinene vågner, når buffeten er åben.

Pindsvin parrer sig i juni og juli måned. Det er ikke sjældent, man kan være heldig at opleve pindsvinenes parringsakt i de lyse aftentimer om sommeren. Ungerne bliver født i sensommeren, og de sene kuld kommer først på efteråret, så det er ikke lang tid, ungerne har, inden de skal lukke ned for vinteren. 

Pas på pindsvinet i din have

Kan jeg fodre pindsvin?

Det er vigtigt, at pindsvinene får ædt sig tykke og fede, inden de går i vinterhi. Der skal helst være nogle gode energireserver, inden vinteren og den dybe søvn sætter ind.
Når det kommer til mad, så er pindsvin ikke kræsne. De guffer gerne solide mængder af snegle, biller, orme, døde mus og frøer i sig, og selvom pindsvin godt kan lide søde, nedfaldne frugter, så er det protein, de lever af. Derfor er det ikke helt ligegyldigt, hvad du vælger at servere for pindsvinene. 

Drys gerne lidt tørfoder til katte i haven, hvor du ved, pindsvinene kommer. Det er den mest optimale fodersammensætning, du kan give dem. Du bør også sørge for, at pindsvinene har adgang til frisk vand. Det er vigtigt at understrege, at det skal være VAND! Pindsvin kan ikke tåle mælk, så sæt gerne en stor underskål eller et lavt fad med frisk vand i haven hele året rundt, så pindsvin og fugle kan få slukket tørsten.

Når du fodrer og vander pindsvinene øger du også muligheden for at se dem i din have. Selvom pindsvin er natdyr og derfor aktive om aftenen og om natten, så kan du også være heldig at se dem trisse stille rundt i dagtimerne. Chancen for at se de søde pindsvin om dagen er større, når du sørger for at fodre og vande dem.

Hvor går pindsvin i hi?

Pindsvin skal ligge stille i mange dage på årets koldeste tid. De vil derfor gerne ligge tørt og lunt. Der er mange steder, der ganske naturligt egner sig som pindsvine-bo, men du kan også gøre det mere attraktivt for pindsvinene at tage ophold i din have. 

Udover at fodre og vande pindsvinene, kan du sørge for, at der er dejlige steder at slå sig ned. Egentlig kan du nøjes med at lægge 4 sten med en plade ovenpå, så der kommer et lille ‘shelter’ til dit pindsvin. Sørg gerne for, at der er visne blade og måske lidt hø, den kan lave en dejlig, varm hule i. Du kan også vælge at bygge et mere avanceret hus til dit pindsvin af affaldstræ fra skuret. Der findes mange guides til det på nettet. Igen er det vigtigt, at der er noget materiale, pindsvinet kan fore sin dejlige hule med, så den kan holde sig tør og varm hele vinteren. 

En tæt busk, en stenbunke eller en kompostbunke kan være helt naturlige huler til pindsvin, så du skal være opmærksom på, at du kan komme til at forstyrre din gæst, hvis du går i gang med en større oprydning i haven, når den er gået i vinterhi. 

Jeg kan komme med en lille, sand historie fra mit eget drivhus. Det kribler som regel i mig, i det tidlige forår. Jeg kan slet ikke vente med at lave fine krukker og gøre det farverigt og hyggeligt efter en lang periode med brunt og atter brunt. Jeg går derfor i gang med at rydde op i drivhuset og plante i krukker. Da jeg griber ned i posen med pottemuld, som har været åben hele vinteren, får jeg det største chok, da jeg griber om noget, der stikker som bare pokker. Ærligt! Jeg slipper alt, hvad jeg har i hænderne, og ud dumper der et sovende, sødt pindsvin, som har ligget og puttet sig i posen med pottemuld i det lune drivhus hele vinteren. Åh, det ærgrede mig, at jeg vækkede det lille kræ, inden buffeten i haven var åben, men jeg håber inderligt, det fandt sig en anden lun hule, hvor det kunne sove videre.

Sæt pris på pindsvinene. De er så søde, og de hjælper dig med at fjerne uønsket kryb i din have. Med smukke prydtræer kan du give pindsvinene en masse varme, når det farverige løv daler ned i efteråret.

Vil du gerne sikre dig, at dine pindsvin har det godt? 

Her kommer 5 hurtige.

  1. Undgå at robotplæneklipperen kører om natten. Der er alt for mange pindsvin, der kommer i karambolage med klipperen, når de er ude at finde føde om natten.

  2. Server aldrig mælk for dine pindsvin. De kan ikke tåle det. 

  3. Undgå at benytte snegle- og insektgift. Giften fjerner fødekilden fra pindsvinene. 

  4. Skab gode muligheder for vinterhi til dine pindsvin. Visne blade kan give masser af varme til den lange søvn. Allerede fra september begynder pindsvinene at gå i hi.

  5. Vil du fodre dine pindsvin, så gør det med gode proteinkilder. Tørfoder til katte er især egnet.

     

Tilmeld dig PlanteCenter Fyns nyhedsbrev