Juletræets historie
Af Stig Pedersen (opdateret )Er det egentlig ikke lidt skørt at fælde grantræer i naturen for at slæbe dem hjem i stuen? Jo, det er det muligvis, men for mange danskere er det et stærkt symbol på, at julefreden har sænket sig over hjemmet, når juletræet endelig står i stuen.
Traditionen med at fælde grantræer kan spores helt tilbage til 1500-tallet i det sydlige Tyskland, hvor der ligefrem blev sat vagter ud for at passe på skovene, når borgerne satte jagten ind på at få et juletræ med hjem. Den luksus var nemlig ikke alle forundt.
I løbet af de næste århundreder rykkede begejstringen for juletræet længere og længere nordpå, og det beskrives, at juletræet blev pyntet farvestrålende op.
Danmark kom med på moden i starten af 1800-tallet, og man må sige, at juletræet har vundet sit indpas i de danske hjem.
I et fint hjem i København er det første gang beskrevet i 1811, hvordan en familie har taget et juletræ med ind i stuen, sat det på en juletræsfod og pyntet det med julelys og juleklip. Det var så stor en begivenhed, at nogle af byens borgere ligefrem havde stige med for at kunne få et kig ind til det lysende juletræ, der stod midt i den pæne stue.
I de følgende år kom flere og flere af det pænere borgerskabs hjem med på bølgen, men først i starten af 1900-tallet blev det en udbredt skik i de danske hjem.
For nogle var det ikke økonomisk muligt at få et juletræ, og kreativiteten var stor for at fremskaffe noget, der kunne minde om et juletræ. Det kunne være et pyntet kosteskaft eller en pyntet gren.
Man må sige, at juletræet virkelig har fået en stor betydning i Danmark, ikke blot som symbol hjemme i stuen, men i den grad også som eksportvare.
I 1960’erne begyndte man at have egentlige juletræsplantager som produktion. En produktion der har vokset sig kæmpestor, og der sendes nu hvert år millioner af juletræer til andre lande i EU, ja også uden for EU og endda helt til Kina.
I begyndelsen var rødgran det mest udbredte juletræ i Danmark, men efterhånden har Nordmannsgran overtaget markedet, hvilket hovedsageligt skyldes, at Nordmannsgranen har en længere holdbarhed og blødere nåle end rødgranen, og det er derfor et mere hensigtsmæssigt træ at tage med ind i stuen.
Nu kan holdbarheden endda forlænges med en selvvandende juletræsfod, eller man købe et lille juletræ i potte, hvis der ikke er plads til et stort træ i stuen.
Det virker stadig lidt skørt at tage juletræet med ind i stuen, men vi kan ikke komme udenom, at det er blevet en fast tradition i de fleste danske hjem.
Der er nu også noget ganske særligt ved julen, når den skovagtige duft blander sig med duften af julemad, når juletræet stråler af smuk julepynt og julelys, når pakkerne ligger under juletræet, og vi synger de gamle salmer, med dem vi holder allermest af.
På den måde rundes året så smukt af, uanset hvilke strabadser det ellers har budt på.
Her kan du læse lidt om den fine pynt, vi sætter på juletræet.
Tilmeld dig PlanteCenter Fyns nyhedsbrev