Juletræet med sin pynt
Af Stig Pedersen (opdateret )Juletræet med sin pynt
Der er noget ganske særligt ved at få juletræet på juletræsfod og ind i stuen. Så er det endelig jul, og spændingen stiger for både store og små.
Traditionen med at pynte juletræet er startet for flere hundrede år siden i Tyskland, men tendenserne har skiftet i tidens løb.
I Danmark pyntede man gerne sit juletræ med hjemmelavede kurve og kræmmerhuse, der blev fyldt med spiselige lækkerier såsom tørret frugt, slik og kager. Da der ikke var den samme tilgængelighed til sådanne luksusvarer, som der er i dag, har det været noget ganske særligt, at træet blev pyntet med spiselige godter, især for børnene.
I Tyskland producerede man farvestrålende og glitrende juletræspynt, og danske købmænd importerede farvet glas, metaltråde og perler til at hænge på juletræet. Som vi også kender det i dag, blev der produceret glaspynt i alskens former og figurer, både kugler, tog, grankogler og blomster prydede de grønne gran grene i stuerne sammen med de levende lys.
Man brugte de mørke vinteraftener på selv at lave roser i silkepapir og på at flette kræmmerhuse, kurve og julehjerter.
Efter krigen i 1864, hvor Sønderjylland kom under tysk styre, blev det en trend i de sønderjyske egne at pynte juletræet i røde og hvide farver for at vise den danske nationalitet.
Der blev lavet ranker med små dannebrogsflag, trommer og trompeter, og pynten blev hængt på træet i røde og hvide bånd.
Denne trend er blevet til en tradition og har holdt ved lige siden, og selvom moden ændrer sig løbende i farver og figurer, er det stadig de røde og hvide farver sammen med det grønne grantræ, vi forbinder med følelsen af dansk jul.
I toppen af juletræet placerer de fleste danskere en stjerne som symbol på Betlehemsstjernen, men i starten var det oftest en engel, der var kronen på værket, og selv nisser og storke har været placeret på toppen af træet.
Man ved ikke helt, hvor traditionen med at sætte lys på grenene stammer fra, men H.C. Andersen har i eventyret “Grantræet” fra 1846 skrevet om et tysk juletræ med stearinlys på grenene. I 1914 stod det første danske udendørs juletræ på Rådhuspladsen i København med elektrisk lyskæde på.
Du kan læse mere om juletræets historie her
Typen af juletræ har ændret sig lidt gennem årene. Førhen var det typisk rødgran, der kom ind i stuen, men efterhånden er det mest Nordmannsgran, danskerne vælger, da det drysser mindre og kan holde sig friskt i længere tid.
Nogle tager allerede juletræet ind i stuen i starten af december og lader det stå i al sin pragt hele julemåneden. Her vil det især være en fordel at investere i en selvvandende juletræsfod, der kan holde juletræet frisk i længere tid.
Man kan købe Nordmannsgran i mange størrelser, og selv til ganske små stuer kan man købe sig et fint, lille juletræ i potte eller på fod. Nordmannsgran er et fyldigt juletræ, der kan bære store mængder af den glitrende og smukke julepynt, butikkerne tilbyder i overflod, og selvom man kan købe masser af smuk julepynt, er det stadig en tradition i mange hjem at hænge børnenes hjemmelavede pynt på juletræet.
Tilmeld dig PlanteCenter Fyns nyhedsbrev