PlanteCenter Fyns logo

De fantastiske humlebier

Af Stig Pedersen (opdateret )

Er humlebi og brumbasse det samme?

Når en buttet og trind humlebi flyver, kommer der en dyb og brummende lyd fra dens vinger, og deraf er navnet brumbasse opstået. Den latinske betegnelse for humlebien er Bombus, et navn der også er lidt dybt klingende, og som brumbasse ligger tæt op ad. Så ja, brumbasse og humlebi er to forskellige betegnelser af samme insekt. 

Et gammelt engelsk ord for humlebi er Dumbledor, et navn du måske kan genkende fra serien om Harry Potter. Hvis du har læst bøgerne eller set filmene, kan du måske genkalde dig den dybe, melodiske vibrator fra Albus Dumbledore? 

Humlebi i hvidkløver

Hvor mange slags humlebier har vi i Danmark?

En humlebi er ikke bare en humlebi, og alene i Danmark har vi 29 forskellige arter af de brummende væsner. 

Du har måske ikke lagt mærke til det før, men man kan faktisk tydeligt se forskel på nogle af de mest almindelige arter, vi har omkring os. Vi kan for eksempel nævne Havehumle, som har tre meget karakteristiske gule bånd om kroppen og en hvid hale. Havehumlen har en lang tunge og kan derfor suge nektar fra dybe kronrør. Havehumler ses i perioden fra marts og frem til august.  

Stenhumlen er en stor humlebi, der har masser af sort kropsbehåring og en prangende rød hale. Den flyver typisk fra april til august.. Stenhumlen er en af de humlebier, som kan flyve helt op til 2 kilometer væk fra kolonien for at finde føde. Det er nødvendigt, da de ofte bor i store kolonier og derfor har brug for meget føde.  

Den lille Skovhumle er en af de mindste arter i Danmark, og den er, udover sin beskedne størrelse, til at kende ved, at den har mange lyse bånd på kroppen og en meget høj frekventeret summen, når den flyver. Den er til at finde fra maj og frem til september måned. Den lille Skovhumle bor i små kolonier i jorden. 

Kan humlebier flyve?

Måske har du hørt, at humlebien er dum, fordi den flyver, selvom den faktisk ikke kan flyve. Men humlebien kan altså flyve og det strider ikke imod de fysiske love. Det er en myte.

Myten om, at brumbassen ikke burde kunne flyve stammer fra gamle matematiske beregninger, og der har været mange af dem. En af de tidligst beskrevne er fra en franskmand i 1934.

Men det er blot en myte, og det strider på ingen måde mod de fysiske love, at humlebierne flyver summende omkring, bestøver blomster og samler nektar. 

Lavendel med humlebi

Hvor bor humlebier?

Humlebier er sociale insekter, der bor i kolonier, og det er meget forskelligt fra art til art, hvor de godt kan lide at have deres koloni. Nogle humlebier, såsom Agerhumlen, foretrækker at lave deres koloni i eksempelvis et forladt musehul eller i en sprække i en stendynge. Andre humlebier kan bedst lide at bygge bolig i noget som forladte fuglereder eller huller i træer og dermed være højt til vejrs. Generelt kan brumbasser godt lide at have koloni et blødt og lunt sted, og derfor er det ofte oplagt at indtage en forladt bolig fra andre dyr. 

Dronningen er den eneste i kolonien, der overlever, og derfor vil det være den, du møder først på sæsonen, hvor hun med sparsomme kræfter er ude at finde føde, inden hun starter sin koloni op. Når kolonien er godt i gang, forlader hun den ikke igen i denne sæson, men lader arbejderbierne finde føde og passe på æg og larver. 

Er humlebierne vigtige for os?

Selvom humlebien kan finde på at stikke, hvis den føler sig truet, så skal du endelig ikke være bange for den og jage den væk fra din have eller altan - og slet ikke klaske den. Humlebier stikker sjældent, og det er oftest kun, hvis de kommer i en situation, hvor de bliver klemt.

Måske har du hørt, at brumbasser bider, men det gør de ikke. De er ikke aggressive, men de stikker med en brod, ligesom andre bier. 

Det er vigtigt at understrege, at humlebier er nyttedyr, der har en vigtig rolle som bestøvere. Og hvis du har have, terrasse eller altan, så er humlebien din lille hjælper, sammen med andre insekter såsom bier, sommerfugle og natsværmere.

Når æbletræerne for eksempel blomstrer, så flyver humlebierne fra træ til træ, som var de på tur gennem Jomfru Ane Gade i Aalborg en dejlig sommerdag, og på deres tur rundt i blomster-barerne efter nektar samler humlebierne masser af pollen på deres ben, som de tager med videre til næste træ. På den måde bestøver de æbletræernes blomster, så der kan komme masser af lækre æbler i sensommeren. Hvis ikke der er humlebier og andre insekter til at bestøve æbletræerne, så er sandsynligheden for en god frugthøst betydeligt mindre. 

Brumbasse

Hvordan kan man hjælpe humlebierne?

Hvis du vil gøre noget godt for humlebierne, skal du for det første undgå at anvende sprøjtemidler i din have, der er beregnet til at slå levende organismer ihjel. Derudover er det vigtigt at have blomstrende planter i haven, der har nektar og pollen, som humlebierne kan leve af. Faktisk er det sprøjtemidler og begrænsede leveområder, der er humlebiernes værste fjende. Det er ganske få fuglearter, der æder humlebier, og derfor har de ganske få fjender, udover de menneskeskabte. 

En blomstrende, frodig have

Hvis du gerne vil tiltrække humlebier til din have, så de kan hjælpe dig med at gøre din have frodig og farverig, så er der flere ting, du kan gøre, for at din have bliver et hit for de små buttede brumbasser. 

For eksempel kan du så et bed med vores blanding af ‘Humlebiens Kærlighed’, der indeholder frø til morgenfruer, blodkløver, kællingetand og mange andre farverige blomster.  Sommerblomsterne giver en udsøgt buffet af nektar og pollen til humlebierne, så de kan få rigeligt føde til at holde kolonien i live og skabe nye humlebier til næste år. 

Sørg for, at der er stor variation af blomster i din have og en lang blomstringsperiode, så du kan lokke forskellige arter af humlebier og andre insekter til. Som før nævnt har nogle af brumbasserne korte tunger, mens andre har meget lange tunger. Hvis dem med korte tunger ikke kan nå ned til den lækre nektar, vil de bide hul på blomsterne for at få adgang til de livsnødvendige safter. 

Det er ikke kun sommer blomstrende frøblandinger, der indeholder den fornødne næring til brumbasserne. Det er der også masser af stauder, frugtbuske og -træer, der gør. I foråret er især frugttræer vigtige for at få startet godt op i kolonien.
Vil du gerne hjælpe havens humlebier kan du købe nogle at de mest pragtfulde blomsterfrøblandinger her.

Og her kan du se et stort udvalg af frugttræer, der med deres tidlige blomstring er vigtige for humlebierne om foråret.

Et sted de kan bygge deres koloni

En anden måde du kan tiltrække humlebier på, er ved at sørge for at have attraktive steder, hvor humlebierne kan bygge deres koloni op. Det er meget forskelligt, hvor meget plads de forskellige arter har brug for til at bygge en god koloni, da mængden af humlebier i en koloni kan variere lige fra 50 individer og op til 600. 

Humlebierne kan godt lide at have bolig i gamle, rådne træer og stubbe, både i jordhøjde og i fuld højde. Et tæt krat af for eksempel brombærbuske er også ideelt til at huse de små have hjælpere. 

Hvis din have er mere trimmet og minimalistisk, kan du også bygge eller købe et insekthotel til dine humlebier. Der vil de med glæde slå sig ned side om side med andre nyttige insekter. Men det bedste er at lade en del af din have blive lidt mere vild, så der er blomster, uklippet græs, og gerne nogle gamle grene der for lov at blive liggende.

Humlebi i tidsel

Selvom brumbasserne får væske fra blomsternes nektar, har de stadig brug for vand at drikke. De drikker blandt andet fra dug på græsplænen om morgenen og får væske fra nedfaldne frugter, men du kan også sætte lidt vand ud til dem. Du skal dog passe på, det ikke er noget, de drukner i. En løsning kan være en lille skål med småsten i, så insekterne kan sidde på stenene og drikke af vandet. 

Kort og godt! Pas på humlebierne, giv dem plads og sørg for livsvigtig næring. 

Til gengæld sørger de for at bestøve dine træer, frugtbuske og blomster, så du får et godt udbytte i din have.

Tilmeld dig PlanteCenter Fyns nyhedsbrev