PlanteCenter Fyns logo

Ægte Kastanie

Når kulden lægger sig over landet og man går en tur hen ad en dansk gågade, så kan duften af ristede kastanjer sprede sig, og som i et tegneseriehæfte fange næsen og lokke dig hen til madvognen, med lune ristede kastanjer.
Vintertid og juletid er for mange også kastanjetid. Her er det dog vigtigt at skelne og ikke få sat tænderne i et af ungernes hjemmelavet kastanjedyr, som med stor sandsynlighed er lavet af ”giftige” hestekastanjer og derfor kan give en god gammeldags mavepine.

Produkter

De ægte kastanjer udmærker sig ved at være pakket ind i en skal med væsentligt flere og tyndere pigge ligesom kastanjerne indeni ofte er mere flade. Smagen af en ægte kastanje er som en mild nøddesmag tilsat lidt sødme.

Kastanjetræet har sin oprindelse i Sydeuropa og kan her blive op til 40 meter højt. I Danmark har det nået sin nordligste grænse og kan klare sig her på en lun placering i halvskygge og sol. Her kan træet blive op til omkring 20 meter højt og får, ligesom i Sydeuropa, en stor smuk trækrone.

En ægte kastanje er klar til at blive høstet i oktober eller november, hvor frugten falder til jorden. Selve kastanjerne sidder sammen tre og tre i skallen, der er tæt besat af små tynde pigge. Kastanjen har et højt indhold af stivelse og protein og har derfor i middelhavsområdet haft nogenlunde samme status i køkkenet som kartoflen har haft i Danmark.