PlanteCenter Fyns logo

Rabarber

De skønne rabarberplanter er forårsbebudere, der har været til glæde og gavn for haveejere i Danmark i mere end 200 år. De friske grønne og flotte røde stængler med dybgrønne, store blade står dekorativt i haven, og kan anvendes til de lækreste retter, desserter og marmelade. Rabarber er hårdføre og robuste planter, der trives godt i det danske klima. I Norden er der i dag et godt udvalg af sunde, velsmagende rabarbersorter, der både kan dyrkes i mindre omfang til husbehov, eller sættes som et frodigt bunddække.

Produkter

Rheum rhabarbarum

De bedste rabarbersorter til danske haver

I de nordiske lande udvikles der i disse år nye spændende rabarbersorter. Disse nyere sorter  er rigtig gode til havebrug. Blandt andet ‘Canada red’, der er en velsmagende, fryseegnet, sen sort, med stængler på helt op til 48 cm. Du kan også få smukke, mørkerøde ‘Elmsbliz’, hvor stilkenes længde er omkring 32 cm, og ‘Jordbærrabarber’, der har meget fine jordbærfarvede stængler. 

Sådan planter du rabarber

Rabarber er flerårige, urteagtige stauder, der er lette at etablere og trives godt i de fleste danske haver. Du kan plante rabarber i forårsmånederne eller efteråret. Det er vigtigt at klargøre jorden, så der er ukrudtsfrit, inden du sætter dine nye planter i jorden. Hver plante skal bruge et areal på ca. en kvadratmeter, for at opnå det bedst mulige resultat. Når du sætter dine rabarberplanter i jorden, sætter du dem så knopperne er en lille smule under jordens overflade. Rabarber har godt af at stå i god næringsrig jord.

Sådan neutraliserer du let rabarberplantens syrlighed

Rabarber indeholder oxalsyre og æblesyre. Det er indholdsstoffet æblesyre, der giver rabarber den særlige, syrlige smag og den ru fornemmelse på tænderne. Syrligheden i rabarber-stænglerne passer særligt godt i søde retter. Ofte anvender vi mælkeprodukter som tilbehør til retter med rabarber, som f.eks. fløde på rødgrød og creme fraiche til rabarbertærten. Det er der god mening i. Mælkeprodukter har nemlig en neutraliserende virkning på rabarberens indhold af oxalsyre.

Rabarber-høst

Fra april måned til sensommer er der friske rabarber at høste i haven, hvis du planter gode og sunde sorter. I foråret er de tidlige stængler endnu slanke og fine. Venter du med at høste til efteråret, er stænglerne kraftigere, men endnu velsmagende til tilberedning. Der er forskel på hvor meget syre, de forskellige sorter indeholder. Farve på stængler og frugtsaftens farve varierer også fra sort til sort. 

Når du høster rabarber kan du kan fjerne op til en fjerdedel af plantens stængler pr. gang. Husk at du ikke skal klippe eller skære rabarber-stænglerne af. I stedet bør du trække rabarberstilkene med et langt sejt træk, til de slipper. 

Sådan driver du rabarber til tidlig høst

Vil du gerne kunne høste rabarber endnu tidligere end april, er det muligt at drive de fine stilke frem under en rabarber-krukke. På den måde vil du op til tre uger tidligere, kunne lave lækre retter med rabarber fra egen have. Du driver rabarber ved at sætte en spand eller urtepotte omvendt ovenpå, og lægge ca. en halv meter halm-rig hestemøg henover dit rabarberbed. Man kan evt. også dække over med plast.

Når du driver rabarber frem, får de ikke meget lys. Med denne metode opnår de en smuk rød farve. Bladene på de fremdrevne rabarber vil være mere gullige. 

Rabarber-glæder

Der findes et væld af lækre opskrifter med rabarber. Den særlige syrlighed som rabarber indeholder, sætter et helt særligt præg på søde desserter. Du kan også lave forfriskende jordbær-rabarber-saft af dine rabarber fra haven, eller kølende, festlige drinks, som f.eks. rabarber-mojitos. Skal du have gæster til kaffe, vil rabarberlagkage eller rabarbertærte helt sikkert være noget, der vil glæde dine gæster. Hjemmelavet rabarber-marmelade på nybagt brød er også fantastisk lækkert. 

Sådan klargør du let dine rabarber

Du gør din rabarber klar til brug ved at fjerne bladene og de brunlige hinder. Du må aldrig spise rabarber-plantens blade. De har nemlig et højt indhold af oxalsyre og er let giftige. 

Du kan opbevare dine friskhøstede rabarberstængler 3-5 dage på køl, eller fryse dem ned til senere brug.

Sundhed med friske rabarber 

Rabarber er ikke bare en lækker ingrediens, der giver rødgrød og kager en dejlig smag. De er faktisk også sunde og vitaminrige. De rød-grønne stængler indeholder mange fibre, a-vitamin, c-vitamin og Kalium. A-vitamin er bl.a. godt for synet og huden, mens c-vitamin hjælper til et godt immunforsvar. Kalium er bl.a. medvirkende til at dine muskler fungerer godt. 

Rabarber - en asiatisk plante

I Danmark har vi haft rabarber siden middelalderen, men det er først de seneste 200 år, at vi har dyrket rabarber, for at anvende dem i madlavning. Vi har altså dyrket rabarber i Danmark  siden 1800-tallet. Oprindeligt stammer rabarber fra Kina, Rusland, Mongoliet og Sydøstasien. Kilder viser, at der har været dyrket rabarber i Kina i mere end 5000 år. 

Den plante vi bruger til en af de retter vi i Danmark elsker mest, rødgrød med fløde, er egentlig ikke hjemmehørende blandt de brede, danske bøgetræer. Så når vi bager rabarbertærte eller drikker sød sommer-saft med rabarber, er det faktisk mere eksotisk, end man lige skulle tro.