I marts sender vi, helt uden beregning, planteaktivator med på alle ordre af Færdighæk fra NemHæk

PlanteCenter Fyns logo

Figentræer

Figner - Ficus carica

Fuldmodne, friskplukkede figner er en yderst sødmefuld, næsten honningagtigt, delikatesse. Med en solrig placering i læ, er det muligt at få glæde af figentræets fantastiske, fiberholdige, sunde frugter. Figner er rige på A-vitamin, og er derudover en himmelsk spise, i rød-blå, purpur og gule nuancer, med lækkert lyserødt frugtkød. Figner har været dyrket i årtusinder og figenblade pryder som bekendt også mange skildringer af Adam og Eva i paradisets have.

Produkter

Der findes i dag en del figentræer i danske haver.

Især på solskinsøen Bornholm, på Lolland-Falster og i Øhavet trives de godt. I Danmark har Figenplanten været dyrket et par hundrede år. Særligt i orangerier på godser og slotte er det førhen lykkedes at frembringe delikate fristelser af figentræets saftige frugter. I dag er de stigende gennemsnitstemperaturer i Danmark med til at gøre det lettere at dyrke egne figner i Danmark, også på friland.

Det botaniske navn for figner er Ficus.

De sorter du kan købe i havecentre og på planteskoler i Danmark, er sorter særligt tilpasset det danske klima. Flere af disse er bornholmske figner, der netop er særdeles velegnede her i landet.

Der findes et væld af arter af figner, op mod 800, fordelt under varme himmelstrøg. Den type der er velegnet i danske haver er Ficus carica, der er blevet bragt til Europas middelhavsområder via Egypten, og siden til Danmark.

Måske undrer du dig over, aldrig at have set figentræets blomster. Det er der en særlig grund til. Blomsterne findes nemlig skjult inde i frugten. Du kan ikke uden videre tage en stikling fra et figentræ fra Middelhavsområdet, og forvente at den vil bære frugt under danske forhold. De fleste figentræer er nemlig nærmest symbiotisk afhængige af særlige figengalhvepse, der sørger for bestøvning. De sorter af figner du kan købe i danske havecentre og planteskoler, er ikke afhængige af disse hvepse, og bærer derfor fint frugt uden fremmedbestøvning. Du kan forvente at dit nyplantede figentræ hurtigt kommer i bæring. Du kan læse mere om bestøvning af figner her.

Figner er velduftende og af størrelse omtrent som blommer.

De kan høstes når de begynder at se en smule overmodne ud, altså når de er blevet bløde, let brunlige og hænger lidt skrumpede på stilken. De modner nogenlunde samtidig med brombær, blommer og blåbær, og de tidlige æbler og pærer.

I Danmark vil du kunne forvente at din Ficus carica udvikler sig til et lille træ eller en stor busk, med smukt lyse-grå bark, der bærer frugt en gang om året. Figentræet sætter sine pæreformede frugter i efteråret. Disse frugter er et helt år undervejs, og bliver altså først spiseklare den kommende sensommer-efterår. Under tropiske forhold bærer figentræet frugt op til tre gange årligt.

Du kan med fordel plante dit figentræ sydvendt, og gerne i læ. Jorden du planter i skal ikke være ‘for god', da træet ellers bruger al sin energi på at vokse, i stedet for at sætte frugt. Let jord, evt. blandet med lidt sand, er godt at plante figentræet i. Du kan også vælge at plante dit figentræ i krukke eller drivhus eller sætte dit figentræ på espalier. Planter du dit figentræ på friland, er det godt at dække rødderne af figentræet til om vinteren med flis, gran eller blade for at beskytte det bedre mod hård frost. Læs mere om plantning af figen her.

Beskæring af figentræet

I forhold til beskæring, er det væsentligt at vide at figentræet indeholder hvid mælkesaft, der bløder ved beskæring. Denne væske er klistret og ætsende, og du bør derfor bære handsker for at beskytte huden, når du beskærer.

Ved beskæring fjerner man de døde og visne grene så der bliver mere lys og plads til nye skud. Det kan desuden være en god idé at forkorte nogle af de nye skud, så de ikke bliver længere end 5-6 blade lange.

Det er muligt at formere figner ved stiklingeformering. Du kan tage en gren af et figentræ inden frostperioden, gemme den fugtigt og køligt indtil foråret, og her efter plante den i en potte, der kan sættes ud, når vejret er mildt og frostfrit.

Her har vi skrevet meget mere om beskæring af figentræer.

Brug af figner

Der findes et hav af lækre anvendelsesmuligheder for figner. Især er de velsmagende frugter yndede på dessertbordet. Du kan f.eks. tilberede syltede grønne figner, som tilbehør til ostebordet, lave brændte, karamelliserede figner, honning-bagte figner, flamberede figner, rødvinskogte figner eller figenmarmelade. Du kan også prøve at bage pizza med friske figner og rosmarin, toppe friske og sprøde salater med friske, lækre figner.