PlanteCenter Fyns logo

Abrikos

Skønne, søde, orangefarvede abrikoser, der er klar til høst en lun sommerdag, kan sagtens dyrkes i danske haver. Blot du investerer i gode og sunde sorter, der er velafprøvede i det danske klima. I slutningen af juni måned og i starten af juli måned vil du kunne plukke hjemmedyrkede, friske abrikoser i haven. Der er mange spændende abrikos-sorter, at vælge i mellem. Med god konsistens, sødme og dejlig aromatisk smag. Abrikoser er dejligt friske, saftige frugter, der også smager skønt i mange salater, desserter eller som tilbehør.

Produkter

Skønne, sødmefulde og saftige abrikoser du kan dyrke i haven

Når du planter dekorative abrikostræer på et solrigt sted i haven, skaber du en charmerende sydlandsk inspireret stemning. Du kan sætte dine nye abrikostræer nær terrassen, eller på en anden god, solrig placering i haven, hvor du gerne vil kunne nyde det kønne løv, den smukke blomstring med de fine lyserøde blomster og sidenhen de dejlige frugter.

Gode Abrikos-sorter til det danske klima

De abrikostræer, der er bedst at dyrke i Danmark, er velafprøvede, selvbestøvende sorter, produceret i Danmark. Når du bestiller selvbestøvende sorter af abrikos, behøver du ikke mere end et enkelt abrikos-træ i haven. Men du vil få bedre bestøvning og rigere bæring, hvis du sammensætter flere gode abrikos-sorter. Du kan også selv hjælpe bestøvningen lidt på vej i kolde forår, hvor bierne endnu ikke flyver, ved forsigtigt at bruge en blød pensel fra blomst til blomst.  Vi har samlet lidt tips til en bedre bestøvning af sydfrugter her. Mange abrikos-sorter egner sig godt til espaliering ved en sydvendt mur eller lignende.

Prunus armeniaca - sådan får du en lang sæson med solmodne abrikoser 

Vil du gerne have endnu flere gyldne abrikoser, du kan høste friske i haven, og vil du gerne investere i flere abrikostræer, for at opnå en endnu længere abrikos-sæson, kan du sætte abrikos-sorter sammen, der modner på forskellige tidspunkter. Du kan for eksempel vælge at sætte abrikos-sorterne ‘Orangered' og ‘Kuresia' sammen. ‘Orangered' modner først på sæsonen, mens ‘Kuresia' modner lidt senere på sommeren, i juli og august måned.